Trappetårnet i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Billund er bagud i forhold til vækstmål

I de første otte måneder af 2014 har Billund Lufthavn haft en passagervækst på 1,7 procent. Det er blot det halve af, hvad lufthavnen forventede ved årets start.

Billund Lufthavn havde en relativ stærk august måned. En passagervækst på 3,8 procent sikrede 11.271 flere passagerer igennem lufthavnen og dermed den største august nogensinde med 306.224 passagerer.

Det er der naturligvis god grund til at glæde sig over med flotte vækstrater på udenrigs- og indenrigstrafikken. Udenrigsruterne voksede med 8,5 procent, mens lufthavnens eneste indenrigsrute havde 21,9 procent flere passagerer med i forhold til samme måned sidste år.

Derimod haltede det for chartertrafikken, hvor der endnu en måned var tilbagegang inden for dette segment. En tilbagegang på 2,9 procent eller 3.487 passagerer blev slutfacit for august i chartermarkedet, hvis kapacitet i forvejen var skåret ned i forhold til sidste år.

Ryanair svigtede
År til dato har 1.998.503 passagerer rejst gennem terminalen i Billund, hvilket dog blot er 1,7 procent flere end i samme periode sidste år.

Her ligger den store udfordring for Billund Lufthavn. Lufthavnen havde i sine oprindlige prognoser ved årets start en forventet passagervækst på 3,5 procent, og år til dato har man kun nået det halve af vækstmålet. Det betyder, at man er omkring 35.000 passagerer bagud i forhold til prognoserne.

Principielt kunne det være fristende at udpege chartersegment, som det segment, hvor udviklingen halter. Chartertrafikken er nemlig nede med 4,8 procent, hvilket svarer til 33.728 passagerer, hvilket er omtrentligt hvad Billund er bagud med.

Men hele forklaringen ligger ikke her, hvis man skal tro lufthavnens administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

“Ryanair skar meget ned i sommertrafikprogrammet ved at tage ruterne til Trapani, Krakow og Edinburgh ud. Men chartertrafikken har da også en påvirkning, således at vi ikke helt kan holde vores vækstmål.“

År til dato har væksten i indenrigstrafikken været på 12,3 procent, mens udenrigsruterne stadig buldrer frem med 5,4 procent flere passagerer.

“Stort set er vi ganske godt tilfreds med udviklingen i 2014, hvor der er kommet mere trafik i “skuldersæsonerne“ i maj og august. Vi har nedjusteret vores vækstmål, og vi forventer for hele året at lande på lige over to procent i passagervækst.

I 2013 rejste 2.829.507 passagerer gennem Billund Lufthavn, og når det sidste kalenderblad er vendt i 2014, vil der formentlig være i underkanten af 2,9 mio. passagerer, der har fløjet til eller fra terminalen i den syddanske lufthavn i 50-års jubilæumsåret.