I juni manglede Billund Lufthavn omkring 100.000 passagerer efter Ryanairs exit, men i tredje kvartal tilføres 100.000 nye sæder. “Selvom vi har været sat tilbage, peger vores momentum i den rigtige retning,” lyder det.
Selvom det er sommer, og højsæsonen for rejser er indledt samtidig med skolernes sommerferie, så er der ikke samme aktivitet i Billund Lufthavn som vanligt.
Fraværet af Ryanair sætter sine spor, og i juni var der over 100.000 færre passagerer gennem terminalen i forhold til samme måned året før.
I alt blev der registreret 290.094 rejsende mod 398.206 i juni 2024. Det svarer til en tilbagegang på 27,1 procent. Det sker mens kollegerne nordpå i henholdsvis Aarhus og Aalborg rapporterer om fremgang.
100.000 nye sæder i tredje kvartal
Billund Lufthavn er dog godt i gang med at få bremset passagertilbagegangen. I den første uge af højsæsonen har Norwegian åbnet en helårsrute til London-Gatwick, mens Wizz Air har etableret forbindelser til Gdansk og Vilnius.
“Vi har en række rutenyheder, som vi forventer vil sætte yderligere turbo på blandt andet inbound-trafikken. Tilsammen tilfører de nye ruter over 100.000 sæder i tredje kvartal, og bookingsystemerne viser allerede solid efterspørgsel fra både britiske, litauiske og polske rejsende,” Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Halvvejs gennem 2025 har i alt 1.430.067 passagerer benyttet Billund Lufthavn, og det er over 320.000 færre end i første halvår af 2024 og en reduktion på 27,1 procent.
“Selvom vi har været sat tilbage, peger vores momentum i den rigtige retning. Med nye ruter, stigende passagertal på tværs af lufthavnens flyselskaber og fragtvækst ser vi frem til et efterår, hvor vi fortsætter arbejdet med at udvikle både kendte og nye destinationer i Europa,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.
Færre luftfragtmængder
Hvad angår cargocentret, er det som vanligt e-commerce, der har trukket udviklingen.
Udover Maersk Air Cargo er det Turkish Cargo UPS, DHL, FedEx og AirExplorer, der frekventerer lufthavnen. Samlet blev der i juni håndteret 7.161 tons luftfragt, og det var 12 procent mindre end året før.
Efter første halvår af 2025 er fragtmængderne oppe på 42.000 tons mod 44.933 i første halvår af 2024. Dermed blev nedgangen samlet på 6,5 procent i årets seks første måneder.
Den 1. juli vender operatøren Time Matters tilbage med fire ugentlige fragtflyvninger mellem Billund og Jönköping i Sverige samt Baden-Baden i Tyskland.
Relaterede artikler:
Wizz Air fejrer 10 år i Billund Lufthavn