Billund Lufthavn har i årets første måneder taget et stort skridt mod endnu et rekordår. Februar bød også på tocifret vækst i passagertallet.
Året 2017 var et rigtig godt år for Billund Lufthavn, hvor en samlet passagervækst på 9,2 procent sikrede op imod 3,4 millioner passagerer i den internationale vestdanske lufthavn.
Hvis intet uforudset kommer i vejen, kan 2018 vise sig at blive et ligeså godt år. Billund Lufthavn er kommet godt fra start og i februar kunne man ligesom i den foregående måned registrere tocifret vækst.
I alt rejste 211.547 passagerer gennem terminalen i februar, og det var 12,2 procent flere end i samme måned året før. Det var som sædvanligt udenrigstrafikken, der trak væksten, og denne gang med hele 16,2 procent, hvilket var en fremgang på 21.804 udenrigsrejsende.
”Det er glædeligt fortsat at kunne konstatere, at væksten er spredt ud på langt de fleste selskaber der benytter lufthavnen – således vækster både netværks-, regionale og lavprisflyselskaber,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, der er administrerende direktør for Billund Lufthavn.
Det er især ruterne til Amsterdam, Berlin, London og Istanbul, der har gjort sig bemærket i februar.
Store forventninger til Warszawa-rute
Men der er mere på vej. Wings of Lebanon har annonceret en sommerrute til Beirut, ligesom det polske Star Alliance-selskab LOT kommer med en rute til Warszawa.
”Vi er rigtig stolte over at byde LOT velkommen på ruten til Warszawa – selskabets to daglige afgange skaber nogle rigtig gode og hurtige videreforbindelser til resten af Central- og Østeuropa,” udtaler Kjeld Zacho Jørgensen. ”Vi er sikre på, at det vestdanske erhvervsliv vil tage godt imod denne nyhed, der med sikkerhed vil knytte Polen og Vestdanmark endnu tættere sammen.”
Også i chartertrafikken er der oplevet vækst, selvom det ikke helt er på samme niveau som udenrigsrutetrafikken. Flere har blandt andet valgt at tage til Egypten, Thailand og Den Dominikanske Republik. I alt rejste 47.704 passagerer fra eller til Billund med charterfly i februar, og det var 2,7 procent flere end i februar sidste år.
Indenrigstrafikken, der er båret af SAS-ruten til København og suppleret af Danish Air Transport (DAT) til Bornholm, kunne samlet bringe antallet af indenrigspassagerer op på 7.016, hvilket var en tilbagegang på en procent, eller hvad der svarer til sølle 70 passagerer.
Relaterede artikler: