British Airways-fly i Billund Lufthavn (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

Billund Lufthavn bliver mere helårslufthavn

Flere end 600.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i første kvartal, og dermed er lufthavnen ved at være mindre sæsonafhængig end tidligere.

Siden slutningen af 1960´erne har Billund Lufthavn i et vist omfang været en sommerlufthavn, hvorved en betydelig del af lufthavnens trafik blev afviklet i sommermånederne. Dette skete som en naturlig konsekvens af, at lufthavnen altid har været den største og foretrukne charter- og ferielufthavn i Jylland.

I de senere år har de jyske fritidsrejsende også fået øje på mulighederne i Aalborg Lufthavn, ligesom det er lykkedes Billund Lufthavn at tiltrække mere helårstrafik gennem netværksflyselskaberne. Det kan også aflæses i lufthavnens passagertal, idet 601.325 passagerer rejste gennem terminalen i Billund i årets første kvartal, hvilket samtidig er ny rekord. Året før var der 554.313 rejsende i samme periode, og væksten på 47.012 passagerer i årets tre første måneder repræsenterer en stigning på 8,5 procent.

“Normalt er første kvartal en lidt stille periode i lufthavnen, men det er en tendens, der er ved at ændre sig,. Med et gennemsnit på lige godt 200.000 passagerer om måneden er der tale om en god stigning i forhold til tidligere år, og det er dermed også med til at gøre Billund Lufthavn mindre sæsonbetonet,” siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

Påsken spiller ind
I Billund Lufthavn er det stadig udenrigsrutetrafikken, der trækker væksten. I alt 429.770 passagerer rejste på udenrigsruterne i årets tre første måneder, og med 60.693 flere udenrigspassagerer har væksten i dette segment været på imponerende 16,4 procent.

“Det er en følge af både nye ruter, større fly og bedre belægning på en del afgange. Antallet af flyafgange og -ankomster er stort set uændret, til gengæld ser vi en tendens til at flyene bliver større og bedre fyldte. Det er godt for flyselskaberne, der dermed får en bedre udnyttelse af deres kapacitet,” fastslår lufthavnsdirektøren.

Det er dog lige tidligt nok at juble over de flotte kvartalstal, da påskeferien falder senere i år i forhold til sidste år. Det kan betyde, at der kan være udsigt til et lille dyk i udenrigsrutetrafikken i april måned.

På indenrigsruten til København samt i chartertrafikken oplevede Billund Lufthavn en mindre tilbagegang. Antallet af indenrigspassagerer er i første kvartal faldet med 17,2 procent til 23.178. Det skyldes, at SAS i størstedelen af perioden har været nødt til at fjerne to ud af fem daglige afgange som følge af kapacitetsmangel i forbindelse med udfasning af Jet Time´s ATR72-fly.

I årets tre første måneder var der 8.315 færre charterrejsende, hvilket delvist kan henføres til, at påsken ligger senere i år i forhold til sidste år. Dermed burde der være udsigt til en fremgang i chartertrafikken i april måned. Samlet var der 147.137 charterpassagerer i første kvartal, hvilket svarer til hver fjerde rejsende til og fra lufthavnen. På årsbasis udgør chartergæsterne omkring 29 procent af de rejsende.

 

Relaterede artikler:

Tocifret vækst i Billund

SAS fjerner 35 procent af kapacitet på indenrigsrute

Billund Lufthavn får lavprisrute til Berlin

Airberlin trækker sig fra Billund-rute

Her er de 20 største lufthavne i Norden