- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn lander den 15. Wizz Air-rute

Med lanceringen af en ny Wizz Air-rute mellem Billund og Beograd er den vestdanske lufthavn for alvor blevet et vigtigt forbindelsesled mellem Danmark og Cental- og Østeuropa.

Julegaverne falder tidligt i år hos Billund Lufthavn. Torsdag har Wizz Air nemlig annonceret en ny rute fra Billund til den serbiske hovedstad Beograd med opstart den 20. december.

Ruten kommer blot få dage efter, at det ungarske lavprisflyselskab har præsenteret nye ruter fra den internationale vestdanske lufthavn til både Sarajevo og Tirana.

Wizz Air vil flyve tre gange om ugen på henholdsvis mandage, onsdage og fredage. Airbus A320-flyet afgår kl. 18.40 fra Belgrade Nikola Tesla Airport med ankomst i Billund kl. 21.10. Her vender fly på de sædvanlige 25 minutter, inden det kl. 21.45 atter sætter kursen mod Beograd, hvor flyet har en planlagt ankomst lige efter midnat kl. 00.10.

Ruten til Billund kommer samtidig med, at Wizz Air også lancerer Frankfurt-Hahn, Barcelona og Växjö som nye destinationer fra den serbiske hovedstadslufthavn.

Forbindelsesled til Central- og Østeuropa
Det er første gang, at der vil være direkte ruteflyvning fra Vestdanmark til Serbien, og hos Billund Lufthavn er der glæde over, at Wizz Air har fået øje på Beograd som en mulighed.

“Der har faktisk været en del interesse for Beograd, også fra andre flyselskaber,” bekræfter marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Det er en destination, der allerede har et potentiale fra Danmark. Før coronapandemien var der årligt 60.000 rejsende med rutefly mellem København og Beograd, og i Billund håber man, at kunne få del i denne trafik.

Dermed er lufthavnen ved at få en position som et vigtigt forbindelsesled mellem Danmark og Central- og Østeuropa, idet Wizz Air nu tilbyder 15 ruter.

“Der er en overvægt af indvandrere og efterkommere fra Central- og Østeuropa, der bor i Vestdanmark, og i dag har vi passagerer fra hele Danmark og også Nordtyskland til de destinationer,” forklarer Jesper Klausholm.

15 Wizz Air-ruter
Med den nye Beograd-rute vil Billund Lufthavn i det kommende vintertrafikprogram kunne tilbyde i alt 15 Wizz Air-ruter til primært central- og østeuropæiske destinationer.

Udover Beograd flyves der til Bukarest, Cluj-Napoca, Gdansk, Iasi, Kiev, Krakow, Larnaca, Lviv, Sarajevo, Sofia, Tirana, Tuzla, Vilnius og Wien.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air benytter wetleasekapacitet til CPH

Billund med i ny Sarajevo-offensiv

Første rute fra Vestdanmark til Albanien