Rejsende i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | PR)

Billund Lufthavn venter travlt efterår

Billund Lufthavn havde lidt færre passagerer i september end samme måned året før. Stor vækst i antallet af britiske turister.

Billund Lufthavn har efter en travl sommer taget hul på efteråret, og lufthavnen ser med optimisme på trafikken i de kommende måneder.

Selvom sommeren traditionelt er de travleste måneder, vurderer Vestdanmarks lufthavn, at man har haft en positiv start på efteråret. I september havde lufthavnen 403.677 passagerer, og det var en beskeden tilbagegang på 1,2 procent i forhold til samme måned sidste år.

”Vi har haft en travl og god sommer i lufthavnen, og faktisk var den på top tre over de travleste i vores historie,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

”Det er glædeligt at se, at denne udvikling fortsætter ind i efteråret. Mange af vores rejsende har allerede booket ture til både sol- og storbydestinationer, og vi forventer et særdeles travlt efterår.”

Kunderne rejser oftere
Lufthavnen følger trafikudviklingen tæt gennem hyppige brugerundersøgelser blandt de rejsende. I perioden fra den 1. september 2023 til den 31. august 2024 har lufthavnen registreret, at 32 procent af de rejsende fløj mere end seks gange om året.

Det var otte procent flere end året før. Ifølge Billund Lufthavn understreger det, at der er en stigende efterspørgsel efter flere ruter, der kan imødekomme de rejsendes behov.

Flyselskaberne udvider da også deres aktiviteter, og fra foråret 2025 vender indenrigsruten mellem Billund og København tilbage med fire daglige afgange.

Dermed får lufthavnen mere fleksibilitet og flere hurtige forbindelser til internationale destinationer. Samtidig øger Air Greenland til to ugentlige afgange til den nye Nuuk Lufthavn fra marts næste år.

”Vi er glade for at kunne annoncere de nye ruter fra SAS og Air Greenland. Den stigende rejsefrekvens blandt vores passagerer viser, at der er et stort behov for flere forbindelser, og det kommer ruterne til at bidrage med,” bemærker Jan Hessellund.

Flere britiske turister
Han fremhæver, at forbedrede flytider mellem Billund og London-Heathrow er et eksempel på, at gode forbindelser og frekvenser er altafgørende for en rutes succes.

Således har ruten med British Airways til London bidraget til at øge turismen i regionen. Destination Trekantområdet har således registreret 31 procent flere overnatninger fra britiske turister i årets første syv måneder sammenlignet med samme periode i fjor.

”Vi er dedikerede til at udvide vores netværk yderligere for at sikre, at Billund Lufthavn forbliver en attraktiv destination for både fritids- og erhvervsrejsende,” siger lufthavnsdirektøren.

Mere luftfragt
Mængden af luftfragt i Billund Lufthavn steg i september med ni procent til 7.710 tons. Dermed er Billund på linje med den globale vækst for luftfragt.

I september blev Maersk Air Cargos nye Boeing 777F ved en større ceremoni givet navnet Maersk Swan. Med dette fly på vej er lufthavnen klar til at håndtere endnu mere fragt og styrke positionen på markedet.


Relaterede artikler:

Stadig passagertilbagegang trods travl sommer

Færre lavprisflyvninger kunne mærkes i juli

Næsten 400.000 passagerer i Billund Lufthavn