Billund står i stampe

Billund Lufthavn gik glip af 300.000 passagerer i 2012 som følge af Cimber Sterlings konkurs og passagertallet voksede med under en procent. Målet om 3 mio. passagerer i 2013 er udsat til 2014.

På et pressemøde den 5. marts sidste år sagde Billund Lufthavns direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, at han forventede, at lufthavnen rundede tre mio. passagerer i 2013. Men mindre end to måneder senere gik Cimber Sterling konkurs, og det stak en kæp i hjulet på direktørens vækstdrømme.

Derfor må Kjeld Zacho Jørgensen og Billund Lufthavn nøjes med en passagerfremgang på 0,9 procent i 2012 i forhold til 2011 og i alt 2.734.807 passagerer. Det er knap 25.000 passagerer flere end i 2011.

”Cimber Sterling kostede os 300.000 passagerer. Ikke blot stod vi uden indenrigsrute til København i tre måneder. Vi mistede også udenrigsruter til blandt andet Oslo og Stockholm, ligesom de i foråret lukkede deres Boeing 737-produktion og ruter til blandt andet Prag og London,” forklarer Kjeld Zacho Jørgensen til CHECK-IN.dk.

”I betragtning af det synes vi selv, det er ekstremt flot med en lille fremgang. Vi tror fortsat på, at vi kan nå tre millioner passagerer. Det bliver dog nok først i 2014,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

At tallene i passagerstatistikken ikke blev røde skyldes primært, at antallet af udenrigspassagerer voksede omtrent lige så meget som antallet af indenrigspassagerer faldt, da Cimber Sterling lukkede den 3. maj. Først den 13. august genåbnede SAS ruten til København.

Antallet af indenrigspassagerer faldt med 55.224 til 84.544, mens antallet af udenrigspassagerer steg med 52.851 til 1.642.732. På chartersiden kom lufthavnen op på knap 991.000 passagerer. En fremgang på knap 26.000 passagerer.

40.000 til Amsterdam og Paris
At der i mere end tre måneder ikke var flyforbindelse til København og SAS’ europæiske og oversøiske rutenetværk ud af København, smittede positivt af på de udenlandske netværksselskaber, hvor Air France og KLM i 2012 hentede omkring 40.000 flere passagerer ned til knudepunkterne Amsterdam og Paris fra Billund end året før. En del af passagererne havde ærinder i de to storbyer, men mange fløj også videre ud i Europa og verden.

Danske Sun-Air nød også godt af fraværet af en Københavner-forbindelse, ligesom selskabet udfyldte flere af de huller, som Cimber Sterling efterlod på udenrigsruterne. I alt 45.000 flere passagerer blev det til for det Billund-baserede selskab.

Ryanair har gennem flere år fløjet til Billund Lufthavn, men i marts sidste år etablerede det irske lavprisselskab en egentlig base med to fly og 40 – 50 besætningsmedlemmer udstationeret i lufthavnen. Det har betydet nye ruter og omkring 150.000 nye passagerer, så Ryanair i 2012 havde 700.000 passagerer i Billund. Det gør selskabet til lufthavnens største operatør med over 25 procent af passagererne.