- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing 737 i landingsulykke i Indien

En Boeing 737-800 fra Air India Express kørte ud over en skrænt efter landingen i lufthavnen i Calicut i det vestlige Indien. Der var 190 mennesker ombord på flyet, og mindst 18 er dræbt.

Selvom Indien har forbud mod internationale flyvninger frem til den 31. august forulykkede en Boeing 737-800 fredag efter en international flyvning fra Dubai til Calicut, der ligger på Indiens vestkyst sydvest for Bangalore i delstaten Kerala.

Flyet var en del af den såkaldte Vande Bharat-mission, som den indiske regering har igangsat for at hente indiske statsborgere hjem fra hele verden som følge af COVID-19-pandemien.

Der var tale om rutenummer IX1344 fra Air India Express. Flyet forlod Dubai International Airport kl. 14.14 lokal tid fredag eftermiddag, og efter næsten fire timers flyvning landede det fredag kl. 19.41 lokal tid i Kohzikode Calicut International Airport. 

Der var kraftig regn, da flyet landede på lufthavnens bane 10, og i forbindelse med baneafløbet kørte flyet af landingsbanen og ud over en skrænt, hvor det efterfølgende brækkede over i flere dele. Det rapporterer indiske medier.

Begge piloter dræbt
Ombord på ulykkesflyet var der i alt 184 passagerer, hvoraf 10 var spædbørn uden eget sæde til rådighed. Herudover var der to piloter og fire besætningsmedlemmer om bord.

Indiske medier rapporterede fredag aften om foreløbigt 16 dræbte og 123 kvæstede, hvoraf flere var i kritisk tilstand. Det er også blevet oplyst, at begge flyets piloter er blandt de omkomne. Tallet blev bekræftet af den indiske luftfartsminister Hardeep Singh Puri på Twitter, men lørdag er det blevet opjusteret til 18 dræbte.

Flyet, der var indrettet med 186 sæder, havde registreringen VT-AXH og blev leveret til Air India Express i november 2006.

Ligheder med tidligere ulykke
Den indiske havarikommission skal nu undersøge årsagen til ulykken, men de civile luftfartsmyndigheder har oplyst, at der udover kraftig regn var en begrænset sigtbarhed på 2.000 meter ved landingen. Herudover var der 12 knobs medvind,

Inden landingen på bane 10, der er 2.845 meter lang, havde piloterne forsøgt en landing på bane 28 omkring 20 minutter tidligere, men her var landingen blevet afbrudt i en højde på 2.700 fod. (823 meter, red.).

Både Flight Data Recorder og Cockpit Voice Recorder, der i populær tale kaldes flyets sorte bokse, er blevet bjærget fra flyet.

Hændelsen i Calicut kan umiddelbart minde om en tidligere ulykke hos Air India Express. Den 22. maj 2010 kørte en Boeing 737-800 af banen i Mangalore (Mangaluru på indisk, red.) efter en flyvning fra Dubai som rutenummer IX812. Ved ulykken omkom 152 passagerer og alle seks besætningmedlemmer, mens seks passagerer overlevede.

 

Relaterede artikler:

Fortsat corona-evakueringer fra hele verden

Gigantisk corona-aktion er stadig i gang

Monsunregn sender indiske fly af banen