Vande Bharat-flyvning fra Jeddah til New Delhi med Air India. (Foto: Consulate General of India in Jeddah)

Fortsat corona-evakueringer fra hele verden

Mens flere lande er i gang med at åbne eller allerede har åbnet op for omverdenen igen under coronapandemien, er Indien fortsat i gang med at repatriere statsborgere fra alle dele af verden.

Verdens største civile evakuering med fly i fredstid fortsætter med Indien som omdrejningspunkt.

Den indiske regering har indtil videre hentet hele 814.000 indere hjem fra udlandet siden missionens start i begyndelsen af maj. Heraf er en stor del kommet hjem til landets forskellige regioner via fly.

”Mere end 814.000 strandede indere er vendt tilbage på forskellige måder under Vande Bharat Mission siden 6. maj 2020, hvoraf mere end 270.000 er vendt tilbage på flyvninger fra 53 lande. Nu forbereder vi os på at afslutte fase 4 inden fase 5 fra 1. august, hvor vi vil hente flere indiske statsborgere hjem,” skriver Hardeep Singh Puri, Indiens minister for civil luftfart, på Twitter.

I fase 4 er der hidtil planlagt 1.197 flyvninger – herunder 945 internationale flyvninger og 252 feederflyvninger lokalt i Indien.

Mission løber mindst indtil 31. august
Den indiske regering har sagt, at Vande Bharat-missionen var en nødvendighed for inderne i udlandet, så de kunne komme hjem til deres venner og familie.

I missionens fase 5, der løber indtil 31. august, vil der blive hentet indiske statsborgere hjem fra USA, Canada, Qatar, Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Singapore, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Saudi-Arabien, Bahrain, New Zealand og Filippinerne. Og der vil blive tilføjet flere lande og afgange i takt med, at fasen skrider frem.

Tidligere er der hentet statsborgere hjem fra de europæiske lande Belgien, Finland, Holland, Italien, Irland, Rusland, Spanien og Sverige, ligesom der også allerede er hentet folk hjem fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Der har – så vidt vides – endnu ikke været nogen flyvninger fra Danmark.

Evakueringsflyvningerne bliver foretaget med det statsejede indiske flyselskab, Air India, og dettes datterselskab Air India Express. På de lange flyvninger fra Australien, USA og Europa anvendes Boeing 787 Dreamliner eller Boeing 777. De regionale flyvninger er med Airbus A320/A321, mens Boeing 737 benyttes på feederflyvningerne.

I første omgang var sidste flyvning i Vande Bharat-missionen planlagt til 17. juni, men flyvningerne er altså fortsat, og den gigantiske mission er på vej ind i sin femte fase.

Britisk mission er overgået
Indtil før coronapandemien havde den britiske regering stået for verdens største civile evakuering. Den blev foretaget i efteråret 2019, efter Thomas Cook Group indgav konkursbegæring 23. september. Ved denne mission hentede den britiske regering 145.518 strandede passagerer hjem fordelt på 703 flyvninger.

Den britiske aktion fik navnet ”Operation Matterhorn”, og de ferierende briter blev hentet hjem på statens regning. Det samme gør sig ikke gældende for de indiske statsborgere, der i øjeblikket bliver fløjet hjem med Air India fra hele verden. Inderne står selv for udgiften til billetten.

De mange Vande Bharat-flyvninger er koordineret og arrangeret af den indiske regering, men den tager således betaling for evakueringerne. Der er dog tale om konkurrencedygtige billetpriser, der sikrer en løbende indtægt til det gældsplagede Air India. Star Alliance-selskabet havde allerede før coronakrisen finansielle problemer, og selskabet er officielt sat til salg.

 

Relaterede artikler:

Gigantisk corona-aktion er stadig i gang

“Operation Matterhorn” er slut

Flyselskaber fra hele verden deltager i “Operation Matterhorn”