- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing 777X dumper belastningstest

En luge til et lastrum på den nye Boeing 777X eksploderede under en tryktest på jorden. Den amerikanske flyproducent har foreløbigt suspenderet yderligere tests af flyet.

Boeing har indtil videre ikke været ret heldig med tidsplanen i forhold til at få den nye 777X på vingerne.

I august meldte Boeings koncernchef, Dennis Muilenberg, at flyets jomfruflyvning sandsynligvis først finder sted i begyndelsen af 2020. Tidligere har den amerikanske flyproducent måtte udskyde den første flyvning flere gange som følge af vedvarende problemer med GE9X-motoren, som General Electric har udviklet til Boeing 777X.

Nu viser det sig, at det ikke kun er motoren til Boeing 777X, som der er problemer med. I lørdags meddelte Boeing, at man foreløbigt har suspenderet belastningstests af 777X, da en lastrumsluge fejlede i en test på jorden.

”Under den sidste belastningstest af det statiske 777X-fly stødte holdet på et problem, der krævede suspendering af testen,” siger Paul Bergman, talsmand for Boeing, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rystede som et jordskælv
Seattle Times har rapporteret, at en luge til lastrummet eksploderede udad under en kraftig trykbelastningstest, og Boeing-ansatte skal have mærket jorden ryste, som var det et jordskælv. Episoden skulle være indtruffet på et testfly, som kun er bygget til tests på jorden – og som dermed ikke skal i luften.

Den mislykkede test skete torsdag i sidste uge, og Boeing-talsmanden afslår at give yderligere informationer om hændelsen. Den overordnede test af Boeing 777X-flyet fortsætter dog indtil videre, lyder det, mens den omtalte hændelse undersøges nærmere af flyproducenten.

Den eksploderede luge skete under en afsluttende test, der skal bestås som en del af flyets certificering over for de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration (FAA). Alle nye fly bliver belastningstestet på jorden, og testene går langt ud over normale driftsforhold.

Pres på første levering
Den første Boeing 777X, der skal leveres, er til Lufthansa. Den er planlagt til levering i slutningen af næste år, men dette kan skride yderligere, såfremt problemerne fortsætter. Dennis Muilenberg har tidligere erkendt, at der er pres på for at kunne leve op til leveringstidspunktet.

Boeing har indtil videre modtaget 344 faste ordrer på Boeing 777X, der kommer i to versioner; en 777-8 og 777-9. Emirates er største kunde af flyet med ordre på henholdsvis 35 Boeing 777-8 og 115 Boeing 777-9.

Øvrige store kunder af Boeing 777X tæller Qatar Airways, der har ordre på 60 styk, Etihad Airways med 25 styk, mens blandt andet Lufthansa og Singapore Airlines har lagt ordre på hver 20 Boeing 777X. I de seneste to år har Boeing kun modtaget ny bestilling på to styk af flyet.

 

Relaterede artikler:

Boeing udskyder 777X jomfruflyvning

Motorproblemer kan forsinke Boeing 777X

Boeing afslører kabine i ny 777X