Boeings hovedkontor i Arlington County i Virginia. (Foto: mr_t_77 | CC 2.0)

Boeing-krisen: Vil låne 70 milliarder kroner af banker

33.000 strejkende ansatte og en gæld, der er vokset i de senere år, har nu betydet, at Boeing vil forsøge at skaffe milliarder af kroner både fra en række banker og via en kapitalforhøjelse.

I sidste uge lød det, at selvom forhandlingerne mellem Boeing og The International Association of Machinists and Aerospace Workers (IAM), der repræsenterer flyproducentens 33.000 strejkende ansatte, var brudt sammen, havde man planer om at genoptage dem.

Indtil videre er der dog ikke sat en dato på, hvornår de stridende parter atter skal forsøge at nå til enighed om en aftale, der kan få de ansatte tilbage på arbejde således, at produktionen af Boeings flytyper 737, 777 og 767 kan genoptages.

Siden har Boeings koncernchef Kelly Ortberg annonceret, at selskabet vil afskedige 17.000 ansatte i løbet af de kommende måneder. Det svarer til hver 10. i The Boeing Company, og det er endnu et tegn på omfanget af den krise, som selskabet befinder sig i.

Vil rejse 173 milliarder kroner
Seneste udvikling er, at Boeing vil forsøge at skaffe midler som kan dæmme op for de tab, som de for øjeblikket stillestående produktionslinjer i en del af producentens fabrikshaller er skyld i. Derfor er man på udkig efter milliarder af dollars.

Tirsdag i denne uge meldte Boeing ud, at man har planer om at låne 10 milliarder dollars (70 milliarder kroner) af et konsortium af banker, ligesom man derudover vil skaffe yderligere 15 milliarder dollars (103 milliarder kroner) ved hjælp af en kapitalforhøjelse.

Alt i alt vil den amerikanske flyproducent altså skaffe 25 milliarder dollars, som svarer til omkring 173 milliarder kroner, hvilket skal hjælpe selskabet med at krabbe sig vej ud af både den aktuelle krise, men også det mere langsigtede pres, der har bygget sig op i løbet af en årrække.

Slæber rundt på stor gæld
Siden 2018 har Boeing haft tab på mere end 33 milliarder dollars (227 milliarder kroner) i kerneforretningen,

Det har medført, at selskabet har opbygget en gæld. Den var på 53 milliarder dollars (365 milliarder kroner) i slutningen af juni i år, og det er knap 400 procent højere end de 10,7 milliarder dollars (73,5 milliarder kroner), som den beløb sig til i marts 2019.

Udviklingen har betydet, at Boeings såkaldte kreditværdighed er blevet nedjusteret til det laveste niveau, inden den får såkaldt junk bond-status, hvilket på dansk kaldes tredjerangsobligationer, og det er en reel risiko for selskabet. Det skriver CNN.

Såfremt det sker, kan det få konsekvenser for Boeing, da det blandt andet ville gøre det dyrere at låne penge.

Det menes at Boeing vil have held til at skaffe den kapital, som selskabet er på udkig efter grundet selskabets markedsposition, men strejken kan potentielt besværliggøre hverdagen, da producenten får størstedelen af salgsprisen for et givent fly udbetalt, når det bliver leveret til kunderne.


Relaterede artikler:

Krise hos Boeing: Vil afskedige hver tiende ansat

Boeing opgiver videre dialog med strejkende ansatte

Strejke stopper produktion af Boeing 737 MAX