- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing laver ændringer i topledelsen

Topchefen hos Boeing Commercial Airplanes, der er arnestedet for MAX-krisen, forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning i forbindelse med en ledelsesrokade.

MAX-krisen har sat sine spor hos The Boeing Company, der er verdens største flyproducent. 

For nylig måtte koncernchef Dennis A. Muilenburg opleve at få frataget sin samtidige rolle som bestyrelsesformand for koncernmoderselskabet, og nu er turen kommet til ledelsen i Boeing Commercial Airplanes, hvor MAX-problemerne hører hjemme.

Med øjeblikkelig virkning har Boeing Commercial Airplanes valgt at skille sig af med Kevin McAllister, der hidtil har været topchef. Han er erstattes af Stan Deal, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i Boeing Global Services. 

Ledelsesrokaden betyder yderligere, at Ted Colbert overtager chefposten i Boeing Global Services, hvorefter der bliver plads til Vishwa Uddanwadiker, der er udnævnt til midlertidig informationsdirektør og direktør for informationsteknologi og dataanalyse.

Tilliden skal genoprettes
I en pressemeddelelse understreger Boeing, at selskabet er fokuseret på operationel ekspertise, der er tilpasset værdier som sikkerhed, kvalitet og integritet og en forpligtelse til at genvinde tillid fra tilsynsmyndigheder, kunder og andre interessenter.

“Vi har været glade for Kevin i forbindelse med hans dedikerede og utrættelige service for Boeing, dets kunder og det omgivende samfund i en udfordrende tid og for hans engagement i at støtte denne løsning,” udtaler koncernchef Dennis A. Muilenburg.

I forbindelse med introduktionen af de chefer, der har fået en forfremmelse, udtaler Muilenburg, at “Stan kan bidrage med en omfattende driftserfaring fra Commercial Airplanes og har et tillidsforhold til vores flykunder og industrielle partnere, mens Ted kan tilføre Global Services-forretningen en mere virksomhedsorienteret tilgang til kunder og en stærk digital forrentningsekspertise – en nøgle komponent i vores langsigtede vækstplaner.”

Belastende sager
Afskedigelsen af Kevin McAllister kommer i kølvandet på JATR-rapporten, der konkluderede, at Boeing ikke leverede tilstrækkelig information til de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, om ændringer i MAX-flyets kontrolsystem, hvilket indirekte var årsag til de to dødsulykker med MAX-flyene.

Herudover er Boeing igennem de seneste dage blevet skarpt kritiseret af FAA for ikke at have udleveret en kopi af en SMS-korrespondance mellem to testpiloter, der for tre år siden havde bemærket, at flyets MCAS-system i nogle situationer fik flyet til at opføre sig ukontrollerbart.

 

Relaterede artikler:

Boeing forklarer sig i prekær SMS-sag

Boeing-topchef mister titel

Boeing kan blive tvunget til at indstille MAX-produktion