- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing præsenterer nyt MAX-fly

I al stilhed blev første eksemplar af Boeing 737 MAX 10 fredag præsenteret for de ansatte på samlefabrikken i Renton. MAX-flyene har ikke været i luften i 256 dage.

Mens Boeing 737 MAX-flyene har haft globalt flyveforbud siden den 12. marts i år, så fortsætter Boeing Commercial Airplanes ufortrødent med at udviklingen af den seneste variant, der hedder 737 MAX 10.

Første udgave af denne variant blev fredag præsenteret for de ansatte på samlefabrikken i Seattle-forstaden Renton, hvor alle 737-varianter er blevet samlet siden produktionslinjen åbnede i 1966.

MAX 10 bliver det største 737-fly i serien med plads til op til 230 passagerer og en rækkevidde på 6.100 kilometer, ifølge Boeings egne oplysninger. De øvrige MAX-fly er henholdsvis MAX 7/8/9, og det er indtil videre MAX 8, der er mest udbredt og den variant, der havarerede hos både Lion Air og Ethiopian Airlines. 

Presset af Airbus
Det bliver formentlig også den sidste 737-variant nogensinde. Siden Boeing igangsatte 737-programmet i 1965 har den amerikanske flyproducent vredet alt ud af 737´eren, der overhovedet var muligt, og forude venter formentlig en helt ny flytype.

Det vil være nødvendigt for at kunne klare sig i konkurrencen med Airbus, for MAX 10 er direkte oppe imod Airbus A321neo, og her har Airbus allerede vundet en storsejr. Indtil videre har Airbus solgt 3.142 A321neo, mens Boeing blot har solgt 531 eksemplarer af MAX 10, hvor de største kunder er United Airlines, VietJet, Lion Air og flydubai.

Allerede for 10 år siden overvejede Boeing at udvikle afløseren for 737, men da Airbus var ved at gøre klar til A320neo, valgte Boeing af tidsmæssige årsager at udvikle videre på 737 i stedet for at finde en varig afløser.

Ingen canadisk tillid til MCAS
Siden den 12. og 13. marts har samtlige 387 leverede Boeing 737 MAX været sat på jorden efter de to havarier hos Lion Air og Ethiopian Airlines, der tilsammen kostede 346 mennesker livet.

I de indtil videre mere end 250 dage med flyene på jorden har ingeniører hos Boeing arbejdet på højtryk med at rette de fejl i flyenes MCAS-system, der var medvirkende årsag til de to havarier. Men der bliver ved med at dukke nye ting op, hvorfor de amerikanske myndigheder endnu ikke har kunnet godkende ændringerne.

Fredag kunne amerikanske medier afsløre, at en højtstående medarbejder hos Transportation Canada, de canadiske luftfartsmyndigheder, havde sendt en mail til amerikanske FAA, europæiske EASA og de brasilianske luftfartsmyndigheder og foreslået, at man hurtigst muligt fik Boeing til at skrotte MCAS-systemet. som der åbenbart ikke længere er tillid til hos de canadiske myndigheder. 

De tre canadiske flyselskaber, Air Canada, WestJet og Sunwing Airlines, råder i dag over 41 af de 387 leverede MAX-fly.

 

Relaterede artikler:

Boeing vil levere MAX-fly før endelig godkendelse

Boeing overvejer ny og større 737MAX

Første flyvning med Boeing 737 MAX