Børn flyver gratis med BA

For at booste turistindustrien i Storbritannien lader British Airways børn flyve gratis på udvalgte indenrigsruter, hvis de er i følgeskab med en voksen.

For danske ferierejsende på Cypern og Malta kan det måske virke som om alle ferierende briter er søgt til de to rejsemål. Men mange er formentlig også taget ud i det britiske sommerland. Og hvis ikke de er det, så vil British Airways, en række britiske lufthavne og turistorganisationen Visit Britain i hvert fald gerne have at de gør det.

Derfor har British Airways indledt et samarbejde med lufthavnene Belfast City, London Heathrow, Inverness, Leeds Bradford og Newcastle der går ud på, at børn under 12 år kan flyve gratis med deres forældre på udvalgte britiske indenrigsruter. Det er fra London Heathrow til Belfast International, Inverness, Leeds Bradford og Newcastle International airport.

Initiativet er støttet af Visit Britain, der på den måde håber at kunne give en saltvandsindsprøjtning til nationens turistindustri efter at store dele af udlandet har vendt Storbritannien ryggen. Det er sket som følge af briternes beslutning om at træde ud af EU.

Gratis med toget
Det er ikke kun gratis børnebilletter på flyene, der skal være med til at gøre de britiske børnefamilier interesserede i at holde ferie i deres eget hjemland. Togforbindelsen Heathrow Express er nemlig også med i samarbejdet. Det betyder, at børnene også rejser gratis med toget fra London Paddington Station til Heathrow-lufthavnen sydvest for London.

Desuden bor børn gratis på Novotels hoteller i de byer, som er med i partnerskabet, når blot børnene er i følgeskab med deres forældre. Børn har kunne flyve gratis på British Airways’ indenrigsflyvninger siden 14. juli. Det er muligt at booke de gratis børnebilletter frem til 1. november i år. En betalende voksen kan medbringe to gratis børn.

 

Relaterede artikler:

Børn rejser gratis med SAS

Ryanair går efter børnefamilierne