Boom i udstedelse af nødpas

Politiet i Kastrup og Billund har i år udstedt næsten 2.000 nødpas til glemsomme danskere.

Stadig flere danskere kommer af sted på ferie uden et gyldigt pas eller også har de glemt, at børn nu skal have egne pas. Således oplever politiet i Danmarks to største lufthavne, Kastrup og Billund, at der udstedes stadig flere nødpas.

Hos Københavns Politi vurderer man, at politifilialen i Københavns Lufthavn siden 1. januar har udstedet omkring 1.200 nødpas til glemsomme danskere på vej på ferie eller forretningsrejse.

I det jyske har politistationen i Billund Lufthavn siden årsskiftet udstedt 681 nødpas, og cirka halvdelen er røget over disken den seneste måned.

Dermed har næsten 2.000 danskere måtte have et nødpas med i lommen fra Kastrup og Billund i årets første syv måneder. Og det er ifølge politiet en markant stigning i forhold til sidste år. Dertil kommer de nødpas, som udstedes andre steder i landet. Kun lufthavnene i Billund og Kastrup har politistationer med udstedelse af nødpas. I Billund er der ligefrem døgnåbent. I andre dele af landet foregår det på den lokale politistation.

Eget pas til børn
Klassikeren med passet, der er udløbet, er stadig den primære årsag til at folk ser sig nødsaget til at slå et smut forbi politistationerne i lufthavnene i timerne og minutterne før flyafgang. Men det store run på stationerne i år skyldes også, at børn fra 26. juni har skullet have deres eget pas. De kan således ikke længere blot stå opført i forældrenes pas. Og det er kommet bag på mange sommerferierejsende.

Selvom både Danmark og store sommerferielande som Spanien, Italien, Frankrig, Grækenland og Portugal er med i Schengen-samarbejdet, hvor det ikke kræver pas at rejse mellem landene, så skal man stadig medbringe et pas til identifikation i lufthavnene og i ferielandene.

Normal pasudstedelse og pasfornyelse foregår på kommunekontorerne.