Borgmesterdrømme brast for rejsebureaudirektør

Henrik Jørgensen forlod DTF Travel i slutningen af 2012 for at hellige sig arbejdet med at blive valgt som ny borgmester for 65.767 borgere i Danmarks 20. største kommune.

I november måned sidste år forlod 57-årige Henrik Jørgensen sin stilling som administrerende direktør for DTF Travel i Hjørring for at hellige sig det politiske arbejde i partiet Venstre i Hjørring Kommune.

Her har han op til kommunalvalget været partiets borgmesterkandidat i Danmarks 20 største kommune, der 1. januar talte 65.767 indbyggere.

Men det blev ikke til en borgmesterpost i denne omgang. Den socialdemokratiske borgmester Arne Boelt kan tage fire år mere med borgmesterkæden om halsen efter et godt valg. Til gengæld fik Venstre en mildest talt dårligt valg i Hjørring med blot 24,5 procent af stemmerne, hvilket var en tilbagegang på 10,8 procent i forhold til sidste valg.Men Henrik Jørgensen har nu sikret sig en plads i byrådet i den nordjyske kommune i de næste fire år.

Her kan han fortsætte arbejdet med at udvikle sit hovedvalgløfte: “Jeg vil kæmpe for, at vi ikke længere er en kommune i udkantsdanmark, men en kommune midt i Skandinavien.“

Tro kan som bekendt flytte bjerge, men der skal nok mere til, hvis Henrik Jørgensen skal sikre Hjørring Kommune en placering midt i Skandinavien.

Ægte hjørringenser
Henrik Jørgensen er født i Hjørring og blev udlært som isenkræmmer i byen i 1979. Herefter fortsatte karrieren indenfor detailhandel, først i BILKA, hvor han blandt andet startede varehusene i Slagelse og Næstved fra bunden. I perioden fra 1993 til 2001 var Henrik Jørgensen en af koncerndirektørerne i Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger (FDB) og var stærkt involveret i omdannelsen til COOP.

Inden Henrik Jørgensen nåede frem til rejsebranchen, havde han en kort afstikker til IC Companys, hvor han var international detaildirektør med ansvar for butikker i 22 forskellige lande. Et job han forlod i 2003 for at vende tilbage til hjembyen Hjørring.

Her var Henrik Jørgensen ansat i DTF Travel fra 2003 til 2012 i forskellige direktørstillinger og også som medejer af virksomheden, indtil den blev solgt til Stena Line med virkning fra 1. januar 2011.