Brændstoftillæg ændrer navn hos Lufthansa

Lufthansa og Austrian ændrer navn på brændstoftillægget. Men passagererene slipper dog ikke for at betale.

Den tidligere kinesiske leder Deng Xiaoping udtalte engang de så berømte ord. “Det er ligegyldigt hvilken farve katten har, bare den fanger mus.“

Nogenlunde samme filosofi anvender Lufthansa Gruppen i gebyrpolitikken. Pengene skal ind på kontoen gennem tillæg oveni flybilletprisen, og det er tilsyneladende underordnet, hvad gebyret måtte hedde.

Lufthansa Gruppen oplyser nemlig, at Lufthansa og Austrian per 1. januar har ændret brændstoftillægget til et såkaldt “international“ eller “domestic“ tillæg. Altså et tillæg på henholdsvis internationale flyvninger samt indenrigsflyvninger.

Samtidig understreger det tyske flyselskab, at hverken tillæggets størrelse, billettens slutpris eller tillægskoden “YQ“ vil blive ændret.

“Ved at tage dette skridt, vil Lufthansa Gruppens flyselskaber standardisere beskrivelsen af ​​tillæg for alle de omkostninger, som flyselskaberne enten ikke kan have indflydelse på eller kun har begrænset indflydelse på. Lufthansa og Austrian Airlines følger derfor efter det koncept, som allerede har været anvendt hos Brussels Airlines og SWISS, og som også bringer det i overensstemmelse med vores internationale konkurrenter,“ hedder det i en meddelelse fra Lufthansa.

Morten Balk, der er landechef for Lufthansa Gruppen i Danmark er ikke i stand til at forklare, hvorfor Lufthansa Gruppen tager dette skridt.

“Jeg har rettet kontakt til vort hovedkontor for at få en uddybning,“ siger Morten Balk til CHECK-IN.dk.

Forhadt tillæg
Hos Lufthansa er brændstoftillægget indenfor Europa på 553 kroner på en returrejse. Går rejsen derimod til USA og hjem igen skal der betales 2.291 kroner i brændstoftillæg – eller nu det såkaldte “internationale“ tillæg.

Hos mange af flyselskabernes erhvervskunder har der ofte været kritik af brændstoftillægget, der blot betragtes som en del af flyselskabernes samlede produktionsomkostninger. Men når flyselskaberne vælger at trække brændstofomkostningerne ud som et separat tillæg, vil de store virksomheder med rabataftaler ikke kunne få fratrukket rabat på tillægget, men blot på den rene flypris.

I øjeblikket er prisen for flybrændstof omkring 1.026 dollars per metriske ton. Det er omtrent på samme niveau som for et år siden.