Foto: Brian Bukowski / Wikimedia Commons.

Brasilianere vil flyve mellem Europa og Asien

Forhandlingerne om en luftfartsaftale, der skal give bedre flyforbindelser mellem Brasilien og Europa, er strandet på brasilianernes ønske om Asien-flyvninger fra Europa.

Den brasilianske regering kunne godt tænke sig, at brasilianske flyselskaber fik lov til at transportere passagerer frem og tilbage mellem Europa og Asien, når selskaberne mellemlander i Europa på deres vej mellem Brasilien og Asien. Den idé bryder EU sig ikke om, og derfor ser mere end otte års forhandlinger om en ”open skies”-aftale mellem Brasilien og EU ud til at bryde sammen.

”Vi overvejer at afslutte forhandlinger fordi de ikke fører nogen vegne,” siger Juliano Noman, chef for Brasiliens luftfartsmyndighed, Agência Nacional de Aviação (ANAC), til nyhedsbureauet Reuters.

Domineret af TAP Portugal
Luftfartsaftalen mellem Brasilien og EU skal gøre det nemmere for både brasilianske og europæiske flyselskaber at åbne ruter og erstatte en række bilaterale aftaler mellem Brasilien og udvalgte europæiske lande. I dag er markedet mellem Brasilien og Europa domineret af det portugisiske flyselskab TAP Portugal, der har ikke mindre end 73 ugentlige flyvninger mellem Lissabon og 12 brasilianske byer.

I den brasilianske lejr er LATAM Airlines Brasil den største spiller med 35 ugentlige flyvninger mellem Brasilien og Europa. Eneste andet brasilianske flyselskab med Europa-flyvninger, er Azul Linhas Aéreas Brasileiras, der flyver seks gange om ugen mellem Campinas og Lissabon.

Mere økonomisk rentabelt
Kort før jul godkendte det brasilianske parlament en Open Skies-aftale med USA, som nu skal godkendes og ratificeres af de to landes regeringer. Aftalen giver brasilianske flyselskaber mulighed for at mellemlande og samle passagerer op på USA’s vestkyst på flyvninger mellem Brasilien og Asien.

Brasilien kunne godt tænke sig en lignende aftale med EU, så det bliver mere økonomisk rentabelt for brasilianske flyselskaber at flyve den lange vej til eksempelvis Kina. I dag er eneste direkte flyforbindelse mellem Kina og Brasilien Air Chinas flyvninger to gange om ugen med Boeing 787-9 mellem Beijing og São Paulo med mellemlanding i Spaniens hovedstad Madrid.

Open Skies-aftaler, der gør det nemmere at åbne flyruter mellem Europa og centrale vækstmarkeder, er også en del af EU’s luftfartsstrategi. Men EU frygter dog også, at brasilianere på ruterne mellem Europa og Asien vil lægge yderligere pres på de store europæiske flyselskaber, der i forvejen mærker et stærkt konkurrencepres fra blandt andet mellemøstlige flyselskaber som Emirates og Qatar Airways.

 

 

Relaterede artikler:

Lukker flyrute til Brasiliens hovedstad

Air France vil flyve til Brasiliens hovedstad

KLM får tredje brasiliansk destination

Air France lukker endnu en Sydamerika-rute