Brasiliansk lufthavnsstrejke indledte VM

Flere af lufthavnene i Rio de Janeiro indledte på åbningsdagen for verdensmesterskaberne i fodbold en 24-timers strejke, der sætter den brasilianske infrastruktur under pres.

I torsdags åbnede verdensmesterskaberne i fodbold i Brasilien, men det var ikke alle brasilianere, der brugte dagen på fest og farver i landets gader.

Således valgte personalet i flere af Rio de Janeiros lufthavne at benytte åbningsdagen til at igangsætte en 24-timers strejke. Strejken kommer ovenpå ni måneders mislykkede forhandlinger mellem arbejdsgiverne og lufthavnspersonalets fagforening, der kræver bedre arbejdsforhold for sine medlemmer.

Rio de Janeiro er Brasiliens andenstørste by, og et særledes vigtigt ankomststed for turister under fodbold-VM. Strejken omfattede blandt andre byens to største lufthavne Galeao International Airport, der forventes at være en af de travleste lufthavne i hele Brasilien i den næste måned, og Santos Dumon Airport, der blandt andet har et stort antal indenrigsforbindelser til Sao Paolo, hvor turneringens åbningskamp blev spillet torsdag aften lokal tid. For at undgå total kaos i Brasilien, valgte de lufthavnsansatte dog at opretholde 80 procent af lufthavnenes normale drift under strejken.

Som følge af den øgede mængde trafik i lufthavnen under fodboldturneringen, kræver personalet en særlig VM-bonus, samt en lønstigning på 12 procent. Det er især sidstnævnte, der anses som det springende punkt mellem de to parter, da arbejdsgiverne så langt kun har villet tilbyde lønstigninger på otte procent. Selvom strejken nu er ovre, meldes konflikten langt fra løst.

Også strejke i toge og metro
I det hele taget har det brasilianske værtskab mødt massiv kritik fra både ind-og udland, hvor mange mener, at sambalandet ikke er klar til en stor verdensbegivenhed som denne.

Medarbejderne i lufthavnene i Rio de Janeiro er da også langt fra de eneste, der har luftet deres utilfredshed i form af strejke.

Torsdag den 5. juni indledte 31 af 65 metrostationer i Brasiliens største by, Sao Paulo, også en strejke, og ligesom deres kollegaer i lufthavnene, forlanger metroarbejderne en lønstigning på 12 procent. Heller ikke denne konflikt er endnu løst, men i mandags vendte metroarbejderne så igen tilbage til arbejdet, da man frygter at skabe et trafikkaos for de mange turister i forbindelse med fodbold-VM, og håber at kunne løse uenigheden på anden vis.

Også i Natal, hvor der spilles fire kampe under VM har der været strejke. Her var det byens buschauffører, der i torsdags nedlagde arbejdet.

Der forventes i alt 600.000 turister i Brasilien i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold, og derfor sætter de mange strejker et stort pres på den brasilianske infrastruktur.