British Airways åbner i London-Stansted

Når British Airways den 28. maj åbner fire nye ruter fra Stansted-lufthavnen, bliver det den fjerde London-lufthavn som det britiske flyselskab betjener.

Storbritanniens fjerdestørste lufthavn er Stansted Airport, der ligger omkring 60 kilometer nord for London. I 2015 rejste 22,5 mio. passagerer gennem lufthavnen, der er ejet af Manchester Airports Group (MAG).

Siden den første passagerterminal blev indviet i 1969 har British Airways aldrig fløjet ruteflyvning til og fra lufthavnen, der i stedet har været hjemsted for charter- og lavprisflyselskaber.

Det ændres der på den 28. maj, når British Airways åbner fire nye ruter fra Stansted. Her vil det britiske flyselskab tilbyde ruteflyvninger til Faro, Málaga, Palma og Ibiza, der alle er populære feriedestinationer.

Flyvningerne fra Stansted vil blive gennemført med 98-sæder Embraer 190-jetlfy, der sædvanligvis har base i London City Airport. Det er datterselskabet BA CityFlyer, der får ansvaret for at operere flyvningerne.

Nyt lavprisprodukt
På flyvningerne vil British Airways tilbyde to kabineklasser, henholdsvis Club Europe og Euro Traveller, gratis sædereservation 24 timer før samt snacks og drikkevarer ombord uden tillæg.

“Det er en fantastisk mulighed for at udvide vores London-netværk og at give kunderne et endnu større valg af lufthavne i den kommende sommer,“ siger Luke Hayhoe, der er kommerciel direktør hos BA CityFlyer.

British Airways lancerer de nye ruter med introduktionspriser fra 49 pund per vej, hvilket svarer til 475 danske kroner. Så her er der i realiteten tale om et nyt lavprisprodukt.

I Stansted-lufthavnen, hvor Ryanair i dag er den største kunde, glæder man sig naturligvis over, at British Airways har fundet vej til lufthavnen.

“Det glæder os at kunne byde British Airways velkommen til Stansted, og vi ser meget frem til de første flyvninger i maj måned. Siden vi overtog Stansted har vores fokus været at tiltrække en bredere kreds af flyselskaber, og disse nye ruter til Faro, Málaga, Palma og Ibiza er et stærkt supplement til vores rutenetværk, som dækker mere end 170 destinationer i Europa og Nordamerika,“ siger Andrew Harrison, der er administrerende direktør i London Stansted Airport.

British Airways flyver i dag fra lufthavnen i Heathrow, Gatwick samt den bynære lufthavn London City Airport. Stansted bliver dermed den fjerde London-lufthavn, som det britiske flyselskab vil betjene.