- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

British Airways Club Suiter udrulles på Boeing 777 

Nu udstyrer British Airways alle sine 777’ere med Club Suite-kabiner. Det er kun to år siden, at produktet først blev introduceret, men siden har de været et stort hit hos de rejsende, lyder det.  

British Airways er i gang med at installere Club Suite-kabiner på hele selskabets flåde af Boeing 777-fly. Flyselskabet har allieret sig med Collins Aerospace, der skal bistå med arbejdet. Ifølge British Airways har kabinerne været meget efterspurgte, siden de debuterede i 2019.  

Det er amerikanske Collins Aerospace, der kommer til at stå for arbejdet med at eftermontere Club Suite-kabinerne i langdistanceflyene fra Boeing. Arbejdet er gået i gang, men det forventes først afsluttet i slutningen af næste år.  

Flyenes såkaldte Club Kitchen får også et ansigtsløft med nye kølere samt indbygget opbevaring til snacks, drinks og andre forfriskninger. Det kommer passagerer, der rejser på Club World til gode. Det er navnet på British Airways’ business class-koncept til mellemlange og lange flyvninger.

Breder sig
Club Suite-kabinerne fik debut i 2019. De var installeret på den første A350, som British Airways modtog fra Airbus. Siden er der kommet flere til. Flyselskabet har efterfølgende også installeret kabinetypen på sine Boeing 787-10 Dreamliner-fly. 

Club Suite-kabinerne er karakteriseret ved, at de er placeret lige op ad midtergangen, har en skydedør samt sæder af god kvalitet. Derudover får den rejsende adgang til opbevaringsplads, et toilettaske, WiFi, 18,5” fladskærm samt muligheden for opladning ved hjælp af USB.  

Ifølge British Airways så vil alle selskabets flyvninger til JFK-lufthavnen i New York fremover blive foretaget af et fly, der har Club Suite-kabiner installeret. 

Sætter pris på privatliv
Ifølge Sajida Ismail, der er chef for inflight produkter hos British Airways, så er det særligt skydedøren og det privatliv som denne giver, der har været et hit hos de rejsende. Efterspørgslen fører til, at kabinerne nu installeres i endnu flere fly. 

“Da vi lancerede vores Club Suite-produkt, blev det et kæmpe hit hos vores kunder, som satte pris på det privatliv, som den nye kabine tilbyder. Derfor fokuserer vi på udrulningen af dette produkt og andre forbedringer af kabinerne,” fortæller Sajida Ismail i en pressemeddelelse.  

Sideløbende med eftermonteringen af Club Suite-kabinerne, så vil British Airways også fortsætte arbejdet med at få installeret First Suite-kabiner til de passagerer, der rejser på første klasse. Disse kabiner installeres i selskabets Boeing 777-300’ere.  

 

Relaterede artikler:

Første A350 til British Airways har haft jomfrutur

British Airways overvejer ny operationel platform

Lufthansa indretter fire A350 med ”ny” Business Class