Boeing 777 fra British Airways. (Foto: Tayd0gta | Fandom powered by Wikia)

British Airways lancerer ny rute til Melbourne

I vinteren 2026/27 vil British Airways åbne to nye langdistanceruter, hvoraf den ene går til Melbourne. Som følge af situationen i Mellemøsten har selskabet tilføjet flere afgange til Asien.

Kunderne hos British Airways får endnu flere afgange og destinationer at vælge imellem i trafikprogrammet for vinteren 2026/27.

Det britiske flyselskab åbner først og fremmest to helt nye ruter i den kommende vinter; til australske Melbourne og Colombo i Sri Lanka.

Ruten fra London-Heathrow til Melbourne åbner 9. januar 2027, hvorefter der vil være én daglig flyvning året rundt. Undervejs gøres der et stop i Kuala Lumpur. Kunderne vil kunne vælge mellem fire kabineklasser – herunder World Traveller (economy), World Traveller Plus (premium economy), Club World (business class) og First.

Colombo-ruten åbner 23. oktober 2026, og der flyves tre gange om ugen fra London-Gatwick i vintertrafikprogrammet. På denne rute kan der vælges mellem World Traveller, World Traveller Plus og Club World.

Tilføjer frekvenser på flere ruter
Foruden de to nye ruter i vintertrafikprogrammet for 2026/27 øger British Airways også antallet af frekvenser på en række eksisterende ruter. Kunderne vil således kunne vælge mellem flere afgange til blandt andet Cape Town, Tokyo-Haneda, Bridgetown, Kingston og San Jose.

De nye ruter og frekvensforøgelserne medvirker til en vækst på ni procent i kapaciteten i langrutenetværket hen over den kommende vinter.

Foruden tiltagene for vinteren 2026/27 har British Airways senest gennemført kortsigtede kapacitetsforøgelser til flere destinationer for at imødekomme kundernes efterspørgsel som følge af situationen i Mellemøsten.

Således har det britiske flyselskab tilføjet syv ekstra returflyvninger fra London til Bangkok og Singapore i den sidste uge, og selskabet vil fortsat overvåge situationen og tilføje yderligere afgange ved behov.

Aflysninger til Mellemøsten
Neil Chernoff, direktør for planlægning og strategi hos British Airways, er glad for at kunne meddele det styrkede vintertrafikprogram.

”Vi er glade for at kunne annoncere en betydelig vækst i vores trafikprogram for vinteren 2026, herunder to bemærkelsesværdige nye destinationer, som jeg er sikker på vil vise sig populære hos vores kunder,” siger han.

”Vi ved, at der andre steder er kortsigtet efterspørgsel som følge af situationen i Mellemøsten. For at støtte kunder med alternative ruter fra populære destinationer har vi allerede lanceret yderligere flyvninger, og vi vil fortsætte med at overvåge kundernes efterspørgsel og tilføje flyvninger til vores program, hvis vi er i stand til det.”

I forhold til situationen i Mellemøsten har British Airways aflyst flyvninger til Amman, Bahrain, Dubai og Tel Aviv til og med 31. maj 2026, mens flyvninger til Doha er aflyst indtil 30. april.

 

Relaterede artikler:

British Airways indvier ruter til Georgien og Malaysia

British Airways stormer ind i punktlighedstoppen

British Airways øger til Mellemøsten