British Airways - Boeing 777-200.

British Airways vil flyve direkte til Doha og Muscat

Fra den 30. oktober ændrer British Airways ruterne til Doha og Muscat, således at det bliver direkte flyvninger i stedet for mellemlanding i Bahrain.

I dag skal rejsende med British Airways til Doha i Qatar og Muscat i Oman flyve via Bahrain International Airport, hvor der foretages en mellemlanding. Men dette ændres der på fra vintertrafikprogrammets ikrafttræden den 30. oktober, når det britiske flyselskab vil flyve direkte til de to destinationer. Dermed reduceres flyvetiden med godt to timer.

Ændringerne i tidtabellen betyder, at British Airways dagligt vil flyve direkte mellem London-Heathrow og henholdsvis Abu Dhabi, Doha og Bahrain, mens der bliver fem ugentlige afgange til Muscat.

Til Abu Dhabi vil British Airways benytte de nye Boeing 787-9 Drealiner-fly, der blandt andet er indrettet med en eksklusiv First Class-kabine med blot otte sæder mod 14 sæder på de øvrige langdistancefly. På de tre øvrige ruter flyves der med Boeing 777-fly.

Kortere rejsetid
Rejsetiden fra London til Muscat reduceres fra henholdsvis ni timer og 30 minutter til syv timer og 15 minutter, mens rejsende til Doha fremover skal benytte seks timer og 50 minutter mod 0tte timer og 35 minutter i dag.

Fra Københavns Lufthavn vil der dog ikke være den store gevinst ved at rejse med British Airways via London, da der kan flyves direkte med Qatar Airways på blot seks timer. Til Muscat vil den hurtigste forbindelse også være med Qatar Airways med flyskifte i Doha. Det tager blot ni timer og 25 minutter.

For jyske rejsende er forbindelsen fra Doha via London-Heathrow til Billund perfekt med 10 timer og 15 minutter, hvis man da ikke vælger Qatar Airways til København, Helsinki, Stockholm samt Berlin og derfra videre til Billund. Så vil det være muligt at holde rejsetiden på under 10 timer.

Tidtabel

Rutenummer Ugedage Fra Afgangstid* Til Ankomsttid*
BA073 Dagligt Heathrow 11:45 Abu Dhabi 23:05
BA072 Dagligt Abu Dhabi 02:10 Heathrow 06:25
BA079 Man, Ons, Fre, Lør, Søn Heathrow 19:50 Muscat 07:05
BA080 Man, Ons, Fre, Lør, Søn Muscat 10:55 Heathrow 14:55
BA123 Dagligt Heathrow 22:30 Doha 08:05
BA122 Dagligt Doha 09:35 Heathrow 14:00
BA125 Dagligt Heathrow 13:25 Bahrain 23:00
BA124 Dagligt Bahrain 01:50 Heathrow 06:15

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways køber op i Europas tredjestørste luftfartskoncern

Sun-Air og Qatar Airways i samarbejde

Helt ny First Class på nye BA-fly

Nye fly på vej til British Airways