- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Brussels flyver 25.000 gæster til festival

Partyflyvninger med et særligt festivalfly og musik i lufthavnen er nogle af de initiativer, som er arrangeret for de passagerer, der rejser med Brussels Airlines til Tomorrowland-festivalen.

Alle sejl er sat til, når den store festival for elektronisk musik Tomorrowland efter to års fravær på grund af COVID-19-pandemien vender tilbage i år. Festivalen løber af stablen i den belgiske by Boom, og Lufthansa-datterselskabet Brussels Airlines vil sørge for, at en del af deltagerne kommer frem.

I år vil 25.000 festivalgæster med 130 forskellige nationaliteter rejse med flyselskabet i forbindelse med Tomorrowland, der forventes at tiltrække i alt 600.000 gæster i løbet af de tre weekender, hvor festivalen finder sted.

Brussels Airlines har været samarbejdspartner med festivalen i ti år, og i forbindelse med dette års festival vil flyselskabet afvikle flere end 350 flyvninger. Ti af disse bliver deciderede partyflyvninger, hvor en DJ vil sørge for stemningen og spille musik i ti kilometers højde.

Særligt festivalfly går på vingerne
Flyselskabets oplyser, at der i år i alt er blevet solgt 46.000 pakkerejser til deltagerne på festivalen. De såkaldte Global Journey-pakker blev udtænkt af Brussels Airlines i 2012, og de giver de internationale besøgende mulighed at kombinere købet af billetter til festivalen med overnatning samt deres foretrukne transportform, hvad end det er bus, tog eller fly.

I år vil nogle af passagererne desuden for fjerde gang blive fløjet i Amare, som er et Airbus A320-fly med registreringsnummeret OO-SNF, der er bemalet i særligt Tomorowland-livery og udstyret med festlig belysning samt et Bose-lydsystem til at spille musik på.

Festivalen kommer desuden også til at sætte sit præg på hovedstadslufthavnen i Bruxelles, hvor der er blevet rejst en stor globus på området mellem afgangshallen og parkeringspladserne, som skal bringe festivalstemning til lufthavnen, når den lyser op og snurrer rundt om natten. Den 18. juli og 25. juli samt den 1. august vil der ligeledes være DJ’s, som optræder i lufthavnen.

Medarbejdere til stede på festivalpladsen
Brussels Airlines vil desuden være til stede på festivalpladsen, hvor flyselskabet har sponseret et pariserhjul, som gæsterne gratis kan tage en tur i og få et bedre overblik over de farverige omgivelser, der danner rammen for Tomorrowland.

I tillæg hertil vil der være servicemedarbejdere fra flyselskabet til sted i tilfælde af, at nogle af gæsterne ønsker at ændre i deres rejseplaner undervejs på festivalen, ligesom der også vil være opstillet et afleveringssted til bagage således, at gæsterne kan foretage check-in af deres kufferter på festivalpladsen.

”Efter to udskudte festivaler så har snesevis af ansatte fra Brussels Airlines arbejdet hårdt i månedsvis på at sikre en fantastisk oplevelse for festivalgæsterne. Derudover vil der i løbet af festivalweekenderne være 300 frivillige til stede, som vil sørge for, at gæsterne ikke skal bekymre sig om noget,” udtaler Hind Hameurlaine, som er chef for strategiske partnerskaber hos Brussels Airlines.


Relaterede artikler:

Vil aflyse 700 flyvninger

Brussels Airlines med otte nye destinationer

80 party-flyvninger til Bruxelles