Brussels-skifte fra USA til Afrika

Brussels Airlines vinterlukker sin Washington-rute. I stedet styrker det belgiske selskab sin betjening af en række afrikanske destinationer.

Belgiens fortid som kolonimagt især i Afrika kan ikke blot ses på den belgiske befolknings etniske sammensætning og blandt spillerne på Belgiens herrefodboldhold, som i disse dage gør god figur ved VM i fodbold i Brasilien. Det kan også aflæses på det belgiske flyselskab Brussels Airlines’ rutenet.

Selskabet er i forvejen et af de europæiske flyselskaber, som flyver til flest destinationer i Afrika. Og nu styrker Brussels Airlines sin betjening med ekstra frekvenser på en række ruter fra vinterfartplanens ikrafttræden 26. oktober.

Douala og Yaounde i Cameroun vil få en ekstra frekvens per uge og vil være direkte forbundet til Bruxelles Lufthavn henholdsvis seks og fem gange om ugen. Angolas hovedstad Luanda vil få forbindelse til Bruxelles tre gange om ugen i stedet for to gange.

Også i Østafrika styrker Brussels Airlines sin tilstedeværelse. Fra 26. oktober vil ruten til Nairobi i Kenya blive fløjet fem gange om ugen mod tre i dag. Hovedstaden i Rwanda, Kigali, og hovedstaden i Burundi, Bujumbura, får hver en ekstra ugentlig flyvning. Kigali vil derefter blive betjent fem gange ugentligt og Bujumbura tre gange.

Rwanda og Burundi er tidligere belgiske kolonier, mens Angola var portugisisk koloni og Kenya tidligere var på britiske hænder. Cameroun har gennem historien været på både tyske, franske og britiske hænder.

Blomstre igen
Oprustningen i Afrika sker på bekostning af selskabets rute fra Bruxelles til Washington D.C. i USA, som blevet indviet 18. juni sidste år. Når vinterfartplanen træder i kraft 26. oktober i år vinterlukker Brussels Airlines således sin rute mellem ”Europas hovedstad” og USA’s hovedstad. En rute som Brussels Airlines i dag beflyver fem gange om ugen.Star Alliance-partneren United Airlines vil dog fortsat operere på ruten året rundt.

Når kirsebærtræerne i Washington begynder at blomstre igen til næste forår genåbner Brussels Airlines ruten. Det sker den 29. marts. I den forbindelse ændres fartplanen, så der bliver bedre forbindelse til fly videre fra Bruxelles og Washington. I dag afgår flyet fra Bruxelles kl. 16.15 og fra Washington 22.25 lokal tid. Det ændres til afgangstidspunkter henholdsvis kl. 10.15 og 17.50 lokal tid på alle dage undtagen mandag og onsdag.

Brussels Airlines’ langdistanceudbud består af 16 afrikanske ruter og to ruter til Washington og New York i USA.