Brussels udvider med op imod 10 ruter

Der står vækst og ekspansion på agendaen hos Brussels Airlines for de kommende trafikprogrammer. Selskabet åbner op imod 10 nye ruter og lancerer et nyt loyalitetsprogram.

Det belgiske Star Alliance-selskab Brussels Airlines udvider rutenetværket ganske betydeligt. Iførste omgang i det kommende vintertrafikprogram, der træder i kraft på søndag den 25. oktober og løber frem til den 26. marts næste år.

Hver uge i det kommende vintertrafikprogram vil Brussels Airlines i gennemsnit operere 669 flyvninger til europæiske destinationer. Det er 27 flere operationer end sidste vintersæson.

En af nyhederne i vintertrafikprogrammet er ruten til Accra i Ghana. Der flyves fire gange om ugen fra Bruxelles til Accra, der bliver den 12. destination i Vestafrika for det belgiske flyselskab.

Der åbnes også nye ruter til Las Palmas og Tenerife, og disse ruter vil også fortsætte ind i sommertrafikprogrammet, selvom det er traditionelle sæsonruter om vinteren. Herudover vil Brussels Airlines forlænge sommerruterne til Billund og Faro, så de også fortsætter hen over vinteren, ligesom nye destinationer som Bremen og Zagreb kommer på rutekortet.

I næste års sommertrafikprogram er det destinationer som Kreta, sherry-byen Jerez de la Frontera i Spanien samt Belfast i Nordirland, der bliver de foreløbige rutenyheder.

Nyt loyalitetsprogram
Brussels Airlines har sat vækstrekord i 2015. I de første ni måneder af året har 5,7 mio. passagerer fløjet med selskabet, hvilket repræsenterer en vækst på 12,4 procent og en ny rekord i selskabets historie.

Ifølge Brussels Airlines er den markante vækst resultatet af en ny kommerciel strategi, der blev lanceret sidste år.

“Kunderne kan lide vores kombination af attraktive priser og god service. De investeringer, som vi har lavet i vores flåde, nye destinationer og nye innovative produkter, betaler sig nu tilbage. Samtidig giver vi nu endnu en grund til at vælge Brussels Airlines ved at lancere et meget attraktivt loyalitetsprogram, som har effekt for alle,“ siger Lars Redeligx, der er koncerndirektør hos Brussels Airlines med ansvar for kommercielle aktiviteter.

Et nyt loyalitetsprogram kaldet LOOP har nemlig set dagens lys. LOOP skal supplere Miles & More-programmet, der er styret af moderselskabet Lufthansa.

Med LOOP får de rejsende tre “loops“ for hver euro, der bruges på flyrejser fratrukket skatter og afgifter. Året ud er belønningen endda seks “loops“ per euro. Op til fem personer på samme adresse kan pulje deres “loops“, hvilket dermed åbner op for, at virksomheder vil kunne benytte ordningen.

For at kunne konvertere “loops“ til flybilletter skal man første have samlet 5.000 “loops“ og rejst retur med Brussels Airlines inden for Europa mindst fem gange.