Business class-benplads hos Alsie Express

Der bliver lige så meget benplads på Alsie Express’ fly, som på business class på flere af de store selskabers langrutefly.

Der er ikke den store risiko for, at de passagerer, der fra på mandag flyver med det nye Alsie Express mellem Sønderborg og København får benkramper eller lignende undervejs på den cirka 45 minutter lange flyvetur. Alsie Express’ to ATR72-500 fly, der normalt kan tage 68 passagerer, er nemlig i første omgang kun udstyret med 48 sæder.

Det betyder, at der bliver en afstand mellem sæderne, den såkaldte seat pitch, på 43 tommer. På normale kort- og mellemdistancefly er sædeafstanden typisk mellem 29 og 33 tommer. For at finde en sædeafstand, der matcher den kunderne kommer til at få ombord på Alsie Express’ to gråsorte ATR-72 fly, skal man kigge i retning af business class-indretningen på langdistanceflyene hos flere af de store netværksselskaber.

Lægges helt ned
Hos Austrian Airlines er der på Business Class på selskabets Boeing 777-200ER fly en sædeafstand på 44 tommer, når sæderne er fuldt oprejste, som de skal være under starter og landinger. Når flyet er i luften kan sæderne lægges helt ned i vandret position, så der bliver en seng på næsten to meter. Det tilbyder Alsie Express trods alt ikke på sine flyvninger mellem Sønderborg og København.

Og hos flere asiatiske selskaber er der mindre end 43 tommers benplads på business class på flere af selskabernes flytyper. Det er typisk flytyper, som bruges på ruter inden for Asien. Men Air Chinas Boeing 777-200 fly, der har en afstand på 42 tommer, har tidligere været brugt på selskabets rute mellem Beijing og Stockholm.

De 48 sæder i hvert af de to fly er i første omgang nogle af de i alt 68 stofsæder, som var i hvert fly, da de fløj for den tidligere ejer, Azerbaijan Airlines. De sæder vil inden længe blive udskiftet med 48 lædersæder.

Ved med at komme tilbage
At Alsie Express-flyene i første omgang kun er udstyret med 48 sæder, er et helt bevidst valg.

”Vi vil gerne have et produkt med en vis ”wauuuw-effekt, så kunderne bliver ved med at komme tilbage,” forklarer direktør Henrik Therkelsen fra Air Alsie, der ejer Alsie Express.

Selskabets to fly med registreringsbogstaverne OY-CLY og OY-CLZ er dog ejet af Bitten og Mads Clausens Fond, som leaser dem ud til Alsie Express.

Medarbejderstaben i Danmarks nye indenrigsflyselskab bliver 15 personer. Ni piloter, fem stewardesser og en salgschef.

Alsie Express har ikke ville levere billeder af flyenes kabiner, da de 48 sæder i første omgang er de stofsæder, som oprindeligt sad i. Først når nye lædersæder er leveret, vil man vise billeder af kabinen.