- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Canadisk luftfart kræver rejserestriktioner ophævet

Air Canada og andre flyselskaber lægger pres på den canadiske premierminister Justin Trudeau for at få grænserne til Canada åbnet igen for internationale flyrejser.

Regeringen i Canada har ligesom den danske regering fastholdt en forsigtig kurs i spørgsmålet om at åbne grænserne igen efter nedlukningen som følge af coronapandemien, og lige som herhjemme presser rejsebranchen og flyselskaber i Canada på for at få regeringen til at genåbne grænserne.

Toplederne fra 27 store virksomheder, heriblandt flyselskaberne Air Canada, WestJet og Porter Airlines, har for nyligt sendt et åbent brev til den canadiske premierminister Justin Trudeau, hvor de opfordrer til, at Canada forsigtigt ophæver COVID-19-forholdsreglerne og åbner for flyrejser igen på en “sikker, smart og kontrolleret måde” af hensyn til den canadiske økonomi.

Premierminister fastholder restriktioner
Justin Trudeau fastholdt dog så sent som mandag, at den canadiske regering vil “være meget, meget forsigtig” med at genåbne Canadas grænser for internationale rejsende og turisme. Det skriver Radio Canada International.

”Jeg forstår, hvor svært dette er, og hvor frustrerende dette er for nogle mennesker, men vi ved, at en for hurtig eller uforsigtig genåbning vil føre til en genopblussen, der meget vel kan tvinge os til at gå tilbage til nedlukning, til at lukke økonomien igen, og det ønsker ingen,” sagde Justin Trudeau.

Den føderale regering har indført forskellige foranstaltninger for at store og små virksomheder og canadierne kan klare sig igennem de kommende måneder, understregede premierministeren.

”Vi vil være meget, meget forsigtige med, hvornår og hvordan, vi begynder at genåbne de internationale grænser,” sagde Justin Trudeau.

Skrappe rejserestriktioner
Canada og USA blev i sidste uge enige om at forlænge lukningen af ​​deres fælles, næsten 9.000 kilometer lange landegrænse for alle ikke-nødvendige rejser frem til den 21. juli.

Udlændinge fra lande uden for USA har med få undtagelser – heriblandt nogle grupper af arbejdstagere og studerende – ikke mulighed for at rejse ind i Canada i øjeblikket medmindre de rejser via USA, og alle udlændinge skal gå i 14 dages karantæne efter indrejse.

Air Canada sikrer ny kapital
Air Canada er et af de canadiske selskaber, der kæmper med konsekvenserne af coronakrisen. Mandag annoncerede selskabet, at det netop har afsluttet to finansielle transaktioner, som har sikret selskabet yderligere 1,23 milliarder canadiske dollar (seks milliarder kroner) i kapital.

Air Canada har siden corona-pandemiens begyndelse i første kvartal i 2020 sikret nye likvide midler på i alt 5,5 milliarder canadiske dollar (næsten 27 milliarder kroner).

Den nye kapitaltilførsel kommer fra salg værdipapirer – såkaldte Secured Notes og equipment trust certificates (ETC), hvor investorerne får sikkerhed i fly, ejendomme, udstyr, lufthavns-slots og andre af Air Canadas aktiver.

 

Relaterede artikler:

Air Canada indsætter luksusfly under coronakrisen

Air Canada indsætter 450-sæders fly til København

Ophævelse af rejserestriktioner glæder flyselskaber