En Boeing 777-300ER fra Air Canada. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Air Canada indsætter 450-sæders fly til København

I trafikprogrammet for sommeren næste år indsætter Air Canada en Boeing 777-300ER med plads til 450 passagerer på Toronto-ruten til København. Flyet bliver det næststørste i CPH.

Air Canada opererer i det nuværende sommertrafikprogram dagligt mellem Toronto Pearson International Airport og Københavns Lufthavn. I højsæsonen anvendes en Boeing 777-300ER med plads til 400 passagerer, mens en Boeing 787-9 Dreamliner med 298 sæder betjener ruten i yderperioderne – herunder fra den 1. oktober.

I løbet af de seneste uger har det canadiske flyselskab foretaget flere ændringer i trafikprogrammet for sommeren 2020, og ruten til København er blandt de ruter, hvor der sker ændringer i antallet af udbudte sæder.

Routes Online skriver, at Air Canada erstatter Boeing 787-9 Dreamliner med den lidt mindre Airbus A330-300 i perioden fra den 1. maj til 21. maj 2020.

Men den store ændring i sommertrafikprogrammet til Københavns Lufthavn er, at det canadiske flyselskab indsætter en Boeing 777-300ER med 450 sæder fra den 1. juni 2020. Flytypen erstatter en mindre version af flytypen, hvor der ”kun” er plads til 400 passagerer. 450-sæders-versionen er indrettet med tre kabineklasser. På Economy Class er der 398 sæder, 24 sæder på Premium Economy samt 28 Business Class-sæder.

Når 450-sæders-flyet lander i Københavns Lufthavn, bliver det lufthavnens næststørste fly. Kun Emirates’ Airbus A380-800 vil være større end Air Canada-flyet. Singapore Airlines, Thai Airways og Qatar Airways opererer også med Boeing 777-300ER til København, men de er alle indrettet med en del færre sæder end Air Canadas Boeing 777-300ER.

Canadisk særflyvning til København
Den sædvanlige afgang fra Canadas største by, Toronto, til København var for nyligt rykket til Montreal-Pierre Elliott International Airport. Således sendte Air Canada flyet af sted fra Montréal den 11. september i år, men det var ikke en helt normal passagerflyvning.

Rutenummeret var ændret fra AC 882 til AC 886, og der var tale om en særflyvning for en nordamerikansk rejsearrangør. Denne ene flyvning blev foretaget med den førnævnte 450-sæders Boeing 777-300ER, og der var afgang klokken 21.15 fra Montreal med ankomst i Københavns Lufthavn den følgende dag klokken 09.55.

Den syv timer lange returflyvning fra Københavns Lufthavn skete først 11 dage senere – den 23. september – på rutenummer AC 887. Flyet var booket af en nordamerikansk cruise-kunde, der ville teste markedet for cruise-rundrejser i Norden. Og selskabet ønskede at rejse fra Montreal.

Permanent Montreal-rute
Det er imidlertid langt fra sidste gang, at et fly har opereret mellem den næststørste by i Canada, Montreal, og København. Det canadiske lavpris- og charterflyselskab Air Transat annoncerede tirsdag, at det gør sin entré i Københavns Lufthavn i juni næste år. Selskabet oplyser, at det nærmere præcis har første afgang på ruten den 16. juni.

Der er tale om en direkte sommerrute, der løber frem til den 20. september 2020. Ruten vil blive betjent med en langtrækkende Airbus A321neoLR med plads til 199 passagerer fordelt på Premium Club og Economy Class. Der bliver to ugentlige afgange.

 

Relaterede artikler:

Direkte med Air Canada fra CPH til Montreal

Air Canada sender Boeing 737 MAX på vingerne

Lavprisflyselskab åbner rute fra København til Montreal