Check ind som en konge

Almindeligt dødelige får nu adgang til VIP-loungen i London Heathrow, som tidligere har været forbeholdt konger og statsoverhoveder.

Selv om man flyver på en billig økonomiklassebillet, så kan man sagtens checke ind i lufthavnen med stil. I London Heathrow har man således åbnet VIP-loungen for almindeligt dødelige. Normalt er det kun statsoverhoveder, konger og dronninger, der bliver lukket inden for i de hellige haller

Med “Heathrow by invitation” kan de kræsende glemme alt om køer ved check-in, sikkerhedskontrollen og bagagebåndet, samt at komme i kontakt med de mange andre medrejsende. For den nette sum af 13.500 kroner kan op til seks passagerer starte eller afslutte rejsen i de eksklusive omgivelser.

VIP-gæster, der rejser fra Heathrow har deres egen lille private indgang til lufthavnen, langt væk fra offentlighedens søgelys. Herfra ledes de til deres private lounge, hvor alle check-in og sikkerhedsprocedurer hurtigt ordnes. Fra loungen køres de i limousine direkte ud til flyet.

Hvis man ankommer med fly til Heathrow vil man blive mødt af personale helt ude i flyet. De vil så eskortere en i limousine til VIP-terminalens afskærmede område. Her vil personalet tage sig af alt hvad der har at gøre med pas- og toldkontrol samt bagageudlevering, mens VIP’erne nipper til en cocktail eller nyder en forfriskning.

Ikke for alle
Selvom man har penge nok, så er det ikke alle passagerer, der kan benytte VIP-loungen. Det afhænger nemlig af hvilket flyselskab man flyver med. ”Heathrow by invitation” kan således kun bruges af passagerer, der rejser med Aer Lingus, Air Canada, Air New Zealand, British Airways, British Midland, Cathay Pacific, Delta, Emirates, Gulf Air, Iberia, Lufthansa, Oman Air, Qantas, Royal Brunei Airlines, Saudi Arabian Airlines, Singapore Airlines, Japan Airlines, Virgin Atlantic og United Airlines.

Så hvis man skal med SAS til København må man nøjes med den normale terminal 3 og eventuelt densædvanlige SAS-lounge, hvis man rejser påBusiness Classeller har de rette kort i lommen.

”Heathrow by invitation”-loungen kan bruges som privat konferencerum eller til et afslappet mødested for op til tre timer.