Cimber-direktør bliver ny flyvechef for Thomas Cook

Kent Hansen, der er administrerende direktør for Cimber A/S, bliver ny flyvechef i Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Senest den 1. marts 2018 vil en ny flyvechef sætte sig til rette i chefstolen hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har hjemme i Københavns Lufthavn Syd i Dragør. Den nye flyvechef er 53-årige Kent Hansen, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for Cimber A/S.

Hos Thomas Cook Airlines har Per Schrøder været flyvechef fra sommeren 2015, men han valgte i sommer at opsige sit job og fratræder senest den 28. februar til fordel for en stilling som driftsdirektør i DSB, hvor han vil blive genforenet med sin tidligere SAS-kollega Flemming Jensen, der er koncerndirektør i DSB.

Kent Hansen vil i sin nye position hos Thomas Cook Airlines indgå i selskabets danske ledergruppe, hvor han skal referere til administerende dirketør Per Knudsen. Herudover vil den nye flyvechef også skulle indgå i den internationale ledergruppe i Flight Operations hos Thomas Cook Group Airlines, der omfatter britiske Thomas Cook Airlines og tyske Condor.

Bred luftfartserfaring
Kent Hansen har en bred og alsidig erfaring gennem mere end 25 år i luftfartsindstrien. Karrieren startede som pilot i fragtflyselskaberne UPS og DHL, inden et pilotjob i daværende SAS Commuter blev genvejen til en stilling som flyvechef i selskabet. Efter tiden i SAS Commuter var Kent Hansen i tre år beskæftiget i egen virksomhed, AOC-Consult (Ryde Hansen Management I/S) med rådgivning om implementering af kvalitetssystemer i luftfartsindustrien.

Senere hen fulgte syv år som kontorchef i Trafikstyrelsen, inden Kent Hansen den 1. marts 2015 tiltrådte som administerende direktør i Cimber A/S efter at selskabet var blevet overtaget af SAS. Den 31. januar i år blev Cimber A/S dog købt af irske CityJet.

“Kents faglige kompetencer er helt i top. Han er ligeledes en meget erfaren leder med gode kommunikative evner, og han har gennem sin karriere vist gode resultater. Kent skal repræsentere Thomas Cook Airlines Scandinavia i Flight Operations, og samtidig skabe team-spirit og motivation blandt medarbejderne, både når det gælder pilotkorpset og det administrative personale. Kent skal ligeledes være med til at implementere den udstukne strategi og løbende implementere nødvendige forandringer,” hedder det i en pressemeddelelse fra Thomas Cook Airlines.

 

Relaterede artikler:

DSB har grundstammen til et flyselskab

Embedsmand skal styre det nye SAS-selskab

Kendt flyvechef forlader SAS