Comefly giver op

Igennem flere år har rejsearrangøren Comefly forsøgt at lancere et ambitiøst projekt om flyvninger fra Aalborg til Florida. Nu har Comefly endeligt givet op, da garantistillelsen overfor Rejsegarantifonden er for høj.

Rejsearrangøren Scandinavian Travels A/S, der opererer under navnet Comefly, havde indtil for nylig planer om at gennemføre 18 flyvninger mellem Aalborg Lufthavn og Fort Myers i Florida i vintersæsonen 2013/13.

Første afgang var planlagt til at skulle afgå den 16. december, og flyvningerne skulle vare frem til og med påsken i 2014.

Men nu er projektet tilsyneladende kuldsejlet. Det hænger sammen med, at Rejsegarantifonden på baggrund af Comeflys økonomiske resultater samt tidligere vanskeligheder med at gennemføre programlagte rejser til Flordia har bedt om en forhøjet garantistillelse. Det har ikke været muligt for Comefly at få den forhøjede garantisum finansieret.

“Vi kaster modvilligt håndklædet i ringen, og jeg er både skuffet og noget bitter over hele handlingsforløbet med Rejsegarantifonden. Jeg synes ikke, at vi har fået en fair behandling, og det tager vi som sagt nu konsekvensen af,“ siger administrerende direktør Steen Normann til Nordjyske.

Comefly lagde oprindeligt ud med 40 afgange fra Danmark i sommeren 2011, men der blev kun gennemført fem afgange fra Aalborg Lufthavn. Sidenhen har man uden held forsøgt at programlægge rejser i vintersæsonen 2011/12, sommersæsonen 2012, vintersæsonen 2012/13 og endeligt vintersæsonen 2013/14. De fem afgange i 2011 blev gennemført med Airbus A330-fly fra det det britiske flyselskab Monarch Airlines.

Mangler 1,5 mio. kroner
Comefly-direktøren fortæller til Nordjyske, at man mangler 1,5 mio. kroner i at få det hele til at hænge sammen. Selskabets investorer har givet tilsagn om otte mio. kroner, men det rækker tilsyneladende ikke til garantien. Ifølge Steen Normann har de langtrukne drøftelser med Rejsegarantifonden også været medvirkende til, at “nogle investorer“ er begyndt at trække deres økonomiske tilsagn tilbage, ligesom det har været svært at finde nye investorer.

Comefly er via Scandinavian Travels A/S ejet af blandt andet Handels- og Investeringsselkabet af 1/1 2003 ApS (50 %) samt Investeringsselskabet af 25. juni 2004 ApS (33 %). Bag disse selskaber gemmer sig advokat Peter Lundmark Jensen fra København.

Scandinavian Travels har netop aflagt regnskab for 2012. I forhold til året før, hvor man måtte indkassere et nettounderskud i underkanten af en million kroner, er resultatet for 2012 blot et underskud på 8.000 kroner, men der har tilsyneladende heller ikke været aktivitet i selskabet.

Revisoren noterer samtidig, at årsrapporten ikke er udarbejdet rettidigt.Herudover bemærkes det, at selskabets ledelse ikke har redegjort for den økonomiske stilling eller orienteret selskabets generalforsamling om kapitaltabet. Det kan betyde, at ledelsen “kan ifalde ansvar“, som det udtrykkes i årsrapporten.

I årsrapporten hedder det også, at selskabet i løbet af regnskabsåret har afsøgt muligheder for at genoptage de direkte flyvninger mellem Danmark og Florida. “Det er fremdeles selskabets forhåbning, at realisere disse planer i det kommende regnskabsår,“ heddet det i årsraporten for 2012, der er godkendt af generalforsamlingen den 28. juni. Men her har virkeligheden tilsyneladende overhalet årsrapporten.