Comefly opgiver sommerprogram til Flordia

Indtil videre er det kun lykkedes den danske rejsearrangør Comefly at få gennemført 5 flyafgange fra Aalborg til Florida. Oprindeligt blev der udbudt 40 afgange fra Danmark i sommeren 2011, hvoraf de fleste blev aflyst. Sidenhen har Comefly måttet opgive vinterprogrammet 2011/12 og nu også sommerprogrammet for 2012.

Den danske rejsearrangør Comefly har nu opgivet at få etableret et sommerprogram til Florida.

Comefly lagdeoprindeligt amibitiøst ud med 20 afgange fra København samt 20 afgange fra Aalborg til Fort Myers i Florida i sommeren 2011. Det viste sig, at det var vanskeligt at sælge det store oplæg, blandt andet på grund af et manglende distributionsnet.

Facit for sommeren 2011 blev 5 afgange fra Aalborg, mens de resterende 35 afgange blev aflyst, før sæsonen startede. Dermed var der blot knapt 2.000 gæster om bord i de charterede Airbus A330-200 fly fra det britiske flyselskab Monarch Airlines.

Det svigtende salg i sommersæsonen skræmte ikke Comefly. I vintersæsonen 2011/12 blev der forsøgt med et ny oplæg på i alt 16 afgange fraAalborg Lufthavn. Her skulle der fra 19. december frem til midten af april måned 2012 have været fast afgang med Monarch Airlines hver mandag.

Dette oplæg måtte man også aflyse.

Sommeroplæg endegyldigt skrinlagt

Herefter har Comefly meddelt, at selskabet vil forsøge sig igen for sommeren 2012. Men nu er disse planer endegyldigt skrinlagt.

“Vi har igennem de sidste måneder forhandlet intenst med vort luftfartsselskab Monarch Airlines i London om vort sommerprogram og vi må nu desværre konstatere at de ikke får kapacitet til at flyve for os. Dette betyder at vi p.t. ikke kan tilbyde vore passagerer mulighed for at benytte vor rute til Florida denne sommer,“ skriver administrerende direktør Steen Normann Petersen på selskabets hjemmeside.

Comefly oplyser, at man har forespurgt om kapacitet hos andre flyselskaber i såvel Europa som USA, men at man er for sent ude til at kunne finde ledig fly i højsæsonen til et relativt beskedent oplæg.

“Men vi tror stadig fuldt og fast på at en direkte rute mellem Danmark og Florida er en fantastisk ide og vi arbejder videre på at få dette til at lykkes, ikke kun i højsæsonen men gerne som en fast helårlig rute,“ siger Steen Normann Petersen.

Foto: Monarch Airlines Airbus A330-200 i Aalborg Lufthavn (Henrik Lemvig).

Læs også:

Flyrejser fra Aalborg til Florida i vinterhalvåret