Den ikoniske Concorde i LEGO-versionen. (Foto: LEGO | PR)

Concorden klar til debut hos LEGO

I begyndelsen af september vil LEGO i samarbejde med Airbus sende et samlesæt i en nøjagtig skalamodel på markedet af det ikoniske Concorde-overlydsfly, der var aktiv fra 1976 til 2003.

Luftfartsinteresserede og LEGO-nørder over hele verden ser frem til den 7. september. Det er dagen, hvor det bliver muligt at erhverve sig første eksemplar af det ny LEGO Concorde-sæt, der har været længe ventet, siden nyheden ad omveje slap ud tidligere på året.

LEGO har nemlig valgt at gøre det ikoniske Concorde-overlydsfly til et samlesæt med 2.083 dele i en nøjagtig skalamodel, der er 105 centimeter lang, 43 centimeter bred og 15 centimeter høj.

På de offentliggjorte billeder kan man se et utal af detaljer, hvor der eksempelvis er et aftageligt tag, så det bliver muligt at se det meget detaljerede kabineinteriør. Flyet er naturligvis også udstyret med landingsstel samt næse- og visirtilt.

Det imponerende Concorde-fly i LEGO-udgaven er prissat til 1.500 kroner og vil være tilgængelig den 4. september for såkaldte LEGO VIP-kunder, mens produktet rammer butikker over hele verden den 7. september.

Fra 1976 til 2003
LEGO skriver i en pressemeddelelse, at det er et af de mest ikoniske og berømte fly i historien og et rent ingeniørmesterværk. Overlydsflyet med typebetegnelsen Aérospatiale-BAC Concorde, der blev til i et samarbejde mellem franske Aérospatiale og British Aircraft Corporation, blev udviklet i 1969 og taget i kommerciel brug i 1976.

Der blev i alt fremstillet 20 eksemplarer af flyet, hvoraf 14 kom i drift, mens de resterende seks var prototyper og tidlige produktionsmodeller. De 14 fly var fordelt med syv til Air France og syv til British Airways. Det franske flyselskab sluttede dog med kun fem fly, for et af Concorde-flyene blev taget ud af drift i 1982 til brug for reservedele, mens et andet forulykkede i 2000.

Concorden blev pensioneret i 2003, da det ikke var økonomisk rentabelt at operere flyet som følge af en række omkostningstunge sikkerhedsopgraderinger, ligesom efterspørgslen efter de dyre billetter faldt dramatisk efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Sidste flyvetur med Concorden fandt sted den 24. oktober 2003 som rutenummer BA002 fra New York-JFK til London-Heathrow.

16 flyselskaber viste interesse for Concorden
Det var egentlig planen, at samlet 16 forskellige flyselskaber – udover Air France og British Airways – skulle have leveret overlydsflyet, der kunne flyve med en maksimal hastighed over det dobbelte af lydens hastighed på mach 2,04.

Således havde Lufthansa en option på tre fly, mens belgiske SABENA havde en option på to fly. Specielt de nordamerikanske flyselskaber var meget interesserede i overlydsflyet. Pan Am havde option på otte fly, og herudover havde American, Braniff, Continental, Eastern, Trans World Airlines og United også lagt billet ind.

Det samme havde australske Qantas, Middle East Airlines fra Libanon, Air India, Japan Airlines og Air Canada. Lidt mere spektakulært var det, at kinesiske CAAC (nu Air China, red.) og Iran Air også havde optioner på overlydsflyet.

 

Relaterede artikler:

Husker du Concorden fra Singapore Airlines?

Concorden fejrer 40 års jubilæum

Vil have Concorden i luften igen