- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Condor bestiller 41 nye fly

Tyske Condor har afgivet en ordre på 41 nye fly i A32xneo-serien. Dermed vil selskabet i løbet af en kort årrække have en flåde på op imod 60 nye fly fra den europæiske flyproducent.

Condor fortsætter den store flådefornyelsesproces, der blev igangsat i sommeren 2021 med annonceringen af en ordre på 16 nye Airbus A330-900neo til erstatning for de aldrende Boeing 767-fly.

Leverancen af disse fly påbegyndes i år, og nu har Condor netop afgivet en ordre på 41 fly i A32xneo-serien, der skal erstatte de nuværende kort- og mellemdistancefly.

Ordren lyder på 13 A320neo og 28 A321neo, og de første fly leveres i foråret 2024, hvor fornyelsen af langdistanceflåden er tilendebragt. De nye fly skal erstatte de nuværende 16 A320’ere, 10 A321’ere samt 13 fly af typen Boeing 757-300.

“Med udskiftningen af ​​hele vores langdistanceflåde med de seneste 2-liters fly i begyndelsen af ​​2024, er det det oplagte næste skridt for os også at modernisere vores kortdistance- og mellemdistanceflåde. Med vores nye A320neo og A321neo fly, udvikler vi konsekvent vores flåde og os selv som virksomhed, og vi varetager også vores egen ambition om at muliggøre ansvarlige og samtidig komfortable rejser med markant reduceret CO2-udledning, lavere brændstofforbrug og mindre støj,” siger Ralf Teckentrup, koncernchef for Condor.

Bliver all-Airbus-operatør
De 41 nye fly er en kombination af direkte køb samt leasing, og vanen tro ønsker parterne ikke at oplyse noget om detaljerne i aftalen, men det er uden tvivl en fjer i hatten for Airbus, at det tyske selskab nu har valgt Airbus som eneleverandør til selskabets flåde, der i løbet af få år vil bestå af 57 nye fly fra den europæiske flyproducent.

“Efter Condors tidligere beslutning om at bestille A330neo til sit langdistancenetværk, er vi dobbelt taknemmelige for, at flyselskabet nu også har valgt Airbus A320neo-familien til at modernisere sin single-aisle-flåde efter en grundig evalueringsproces. Vi er stolte af en så stærk tillidserklæring og byder Condor velkommen som en fremtidig all-Airbus-operatør,” siger Christian Scherer, kommerciel direktør hos Airbus.

Med ensretningen af flåden vil Condor kunne introducere mixed-fleet-flying, da der er cockpit commonality i de nævnte flytyper. De nye fly bruger herudover 20 procent mindre brændstof end de A320/A321ceo, som er en del af flåden i dag. Samtidig har de yderligere en fordel med 50 procent lavere støjudslip.

Condor har valgt motorer fra Pratt & Whitney til de nye fly, henholdsvis PW1127G til A320neo og PW1133G til A321neo.

 

Relaterede artikler:

Introducerer bolsjestribede fly

Condor bestiller 16 nye langdistancefly

Kapitalfond overtager majoritet i Condor