- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Condor kan blive nationaliseret

Coronakrisen har skabt forviklinger i den aftale, der er indgået om salg af Condor til Polish Aviation Group, der er moderselskab for LOT.

Den 24. januar i år kunne tyske Condor og polske LOT på et stort pressemøde i Frankfurt afsløre, at Condor, der tidligere var en del af Thomas Cook-koncernen, var blevet solgt til Polish Aviation Group (PGL), der er modselskab for LOT.

Sammen ville de to flyselskaber udgøre en luftfartskoncern med over 20 millioner årlige passagerer og en stærk tilstedeværelse i både Polen og Tyskland.

Sidenhen har coronakrisen udviklet sig så hurtigt, at de to parter ikke har nået at færdiggøre transaktionen, hvorfor der kan blive tale om midlertidigt at nationalisere Condor for at sikre flyselskabets overlevelse.

Problemer med finansiering
Efter konkursen i britiske Thomas Cook Group i september sidste år, måtte Condor søge hjælpe hos den tyske forbundsregering samt delstaten i Hessen, der i slutningen af september tilsammen stillede et lån på 380 millioner euro (2,8 milliarder danske kroner) til rådighed i seks måneder, mens flyselskabet fandt en ny ejer.

Det viser sig nu, at PGL i forbindelse med overtagelsen havde betinget sig nogle særlige finansielle garantier, som den tyske regering ikke umiddelbart kan acceptere.

“LOT har nogle problemer med finansiering af aftalen,” siger en kilde til Reuters. men hverken PGL eller Tysklands økonomiministerium har ønsket at kommentere på sagen.

Har atter søgt om statsstøtte
Hvis det bliver nødvendigt at nationalisere Condor vil det kun være for en begrænset periode. Ifølge det internationale nyhedsbureaus kilder vil den tyske regering genstarte salgsprocessen, så snart grebet om rejse- og luftfartsindustrien bliver løsnet.

I sidste uge skulle Condor angiveligt have ansøgt om yderligere 200 millioner euro i statstøtte for at komme gennem coronakrisen.

 

Relaterede artikler:

Condor er solgt til LOT

Tre investorgrupper har budt på Condor

Thomas Cook-selskab flyver videre på statslån