LOT overtager Condor. Pressemøde i Frankfurt den 24. januae 2020 (Foto: LOT | PR)

Condor er solgt til LOT

Moderselskabet til det polske Star Alliance-selskab LOT overtager tyske Condor og skaber dermed en stor europæisk luftfartskoncern.

På et pressemøde i Frankfurt fredag formiddag er det netop blevet meddelt, at det tyske flyselskab Condor, der tidligere var en del af Thomas Cook-koncernen, er blevet solgt til Polish Aviation Group (PGL), der er moderselskabet for LOT.

Siden konkursen i Thomas Cook-koncernen den 23. september har Condor fløjet videre via mellemfinansiering fra den tyske forbundsregering og delstaten i Hessen, der i slutningen af september stillede et lån på 380 millioner euro (2,8 milliarder danske kroner) til rådighed i seks måneder, mens flyselskabet fandt en ny ejer.

Den mission er nu lykkedes, og sammen vil de to selskaber fremover blive en del af en luftfartskoncern med over 20 millioner årlige passagerer og en stærk tilstedeværelse i Polen og Tyskland.

Fortsætter under eget navn
Det er i første omgang hensigten, at Condor skal forsætte under eget navn på det tyske marked og stadig koncentrere sig om flyrejser til fritidsrejsemarkedet.

“Erhvervelsen af ​​Condor passer perfekt ind i PGL´s strategi. Det sikrer også Condors fremtid og giver stabilitet og store muligheder for de ansatte, kunder og samarbejdspartnere. Vi ønsker at udvikle Condors ikoniske brand i Tyskland og også introducere det til andre markeder i Europa. Vi byder alle Condor-medarbejdere hjerteligt velkommen til PGL-familien og inviterer dem til at opbygge en af ​​de største luftfartskoncerner i Europa,” siger Rafal Milczarski, koncernchef i PGL i en pressemeddelelse.

I slutfasen har der i tyske medier været nævnt tre budgivere. Udover LOT har den amerikanske kapitalfond Apollo og den britiske investeringsbank Greybull været nævnt.

Næststørste flyselskab i Tyskland
Condors historie daterer sig tilbage til 1956, og selskabet er i dag det næststørste flyselskab i Tyskland efter Lufthansa/Eurowings.

I dag råder Conder over et halvt hundrede fly, der er fordelt med 19 fly i A320-serien samt 16 Boeing 767-300ER og 15 Boeing 757-300.

Før konkursen i Thomas Cook Group den 23. september fløj Condor årligt 9,4 millioner passagerer fra otte tyske lufthavne til flere end 100 destinationer i Europa, Afrika og Nordamerika.

Det seneste årsregnskab fra 2018/19 viser et driftsresultat på 57 millioner euro (425 millioner danske kroner, red.) baseret på en omsætning på omkring 1,7 milliarder euro.

 

Relaterede artikler:

Tre investorgrupper har budt på Condor

Thomas Cook-flyselskab øger overskuddet

Thomas Cook-selskab flyver videre på statslån