- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lille halvårsunderskud i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn realiserede i første halvår af 2022 et underskud før skat på 12 millioner kroner. Der er dog ikke noget bud på et årsresultat på grund af mange usikkerhedsfaktorer.

Københavns Lufthavn er atter på vej tilbage mod overskud. Selvom første halvår af 2022 viser et realiseret underskud før skat på 12 millioner kroner, så er der positive takter at spore.

Andet kvartal gav isoleret set et overskud på 159 millioner kroner før skat, så noget tyder på, at CPH atter er ved at få den velkendte indtjeningsmaskine op i fart efterhånden som genopretningen af flyselskabernes trafikprogram tager til.

Resultatet for andet halvår er med baggrund i en omsætning på 1,55 milliarder kroner, der blev skabt via de 9,4 millioner passagerer, der benyttede lufthavnen i denne periode.

“Lufthavnen begyndte i den tidlige sommer at ligne sig selv med dagligt 70-85.000 rejsende og 6-700 flyafgange og ankomster på 240 ruter. Vi kan både se og mærke på driften og regnskabet, at der er en stor opsparet lyst til at komme ud at rejse både på ferie og forretning,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Gældsbyrden bremser investeringsevnen
Samtidig med den positive driftsudvikling har Københavns Lufthavn også genoptaget sit investeringsprogram, der blev reduceret under coronapandemien. I første halvår er der således investeret 496 millioner kroner i udvidelsen af Terminal 3, færdiggørelse af parkeringsfaciliteter, forbedringer af baner og standpladser og opgradering af IT-systemer.

Investeringsevnen er dog hæmmet af, at lufthavnen har lånt 2,2 milliarder kroner for at komme gennem krisen.

“Gældsbyrden er en udfordring for vores evne til at investere i fremtidens bæredygtige lufthavn og fastholde positionen som vigtigt Nordeuropæisk knudepunkt for flytrafik. Det er den position, der historisk har sikret, at Danmark har langt bedre forbindelser til verden end vores lands størrelse egentlig giver grundlag for – en position der sikrer vækst og arbejdspladser,” forklarer Thomas Woldbye.

Lufthavnsdirektøren ønsker at den opbyggede mergæld skal afvikles, og samtidig skal lufthavnen tilbage til en position, hvor man har styrken til at investere. 

“Vi tror på fremtiden og udvikler en lufthavn til fremtidens behov. Trods krisen fortsætter det ambitiøse udviklingsprojekt med udvidelsen af terminalområdet efter sikkerhedskontrollen, hvor der blandt andet skal skabes mere plads til bagageudleveringen, passagerer og paskontrol,” lyder det fra Thomas Woldbye.

Ingen bud på 2022-resultat
Selvom der atter er fremgang i Københavns Lufthavn, så er der stadig usikkerhed om den fremtidige markedsmæssige situation. Frygten for nye og meget smitsomme COVID-19-varianter lurer stadig, og sammen med krigen i Ukraine, den stigende inflation og de høje energipriser, er det med til at dæmpe forventningerne.

“Der forventes en forbedring af resultaterne fra år til år for CPH i 2022. Men på grund af den potentielle samlede indvirkning på fritids- og forretningsrejser af de nævnte usikkerheder, er det for tidligt at give en nogenlunde realistisk og omfattende vurdering af de økonomiske udsigter for CPH for resten af ​​2022,” hedder det i halvårsmeddelelsen fra CPH.

Derfor er lufthavnens ledelse og klar til løbende at vurdere og justere driftsomkostningerne og investeringsniveauet.

 

Relaterede artikler:

”Det var værre i januar end i marts”

Underskud på 171 millioner kroner i CPH

Københavns Lufthavn tilbage med overskud