Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH igen på førstepladsen

Det blev kun for en kort bemærkning, at Oslo Lufthavn kunne kalde sig Nordens største lufthavn. Passagertallene for marts viser, at København igen er størst.

Hjulpet godt på vej af et stort antal indenrigsrejsende var Oslo Lufthavn i februar måned den største lufthavn i Norden, målt på antal passagerer. Statistikkerne fra marts viser dog, at det var en ære, som nordmændene fik lov til at have ganske kort. Nu er Københavns Lufthavn igen den største nordiske lufthavn med 1.897.265 passagerer i marts måned.

København bliver dog skarpt efterfulgt af Oslo med 1.778.623 passagerer, og igen spiller den norske indenrigstrafik en vigtig rolle for det resultat. Oslo Lufthavn oplevede en nedgang på over 82.000 indenrigsrejsende sammenlignet med sidste år som følge af påsken, hvor mange erhvervsrejsende ikke er på farten. Norges geografi medvirker til, at landet har en række enorme indenrigsruter, herunder Trondheim, som også i marts var den største rute fra Oslo med 149.000 rejsende.

Nedgang i indenrigstrafikken er en generel tendens for de fire største lufthavne i Norden i marts. I København er det særligt Cimber Sterlings konkurs, som sætter sit præg. Indenrigstrafikken udgør dog en langt mindre andel af den samlede passagerstatistik i København end for Oslo. De to lufthavne har henholdsvis 146.968 og 829.773 indenrigsrejsende.

Oslo kan overhale igen
Et blik rundt på Sverige og Finland viser, at det bliver København og Oslo, der får lov til at bryste sig med rekorderne. Passagertallene for marts viser, at imens København er størst både samlet set og på udenrigstrafikken, løber Oslo med førstepladsen i kapløbet om at have flest indenrigsrejsende.

Arlanda-lufthavnen i Stockholm følger næstefter med 1.193.489 udenrigsrejsende og 420.922 indenrigsrejsende. Summeret op giver det en tredjeplads i det samlede passagerregnskab med 1.614.411 rejsende i marts. Sammenlignes indenrigs- og udenrigstrafikken hver for sig, placerer Arlanda sig på en andenplads både på indenrigs og på udenrigs.

Selvom Finland har en langstrakt geografi ligesom både Norge og Sverige, er rejselysten på indenrigstrafikken fra Helsinki på ingen måder tilsvarende. 270.232 indenrigsrejsende rejste til og fra Helsinki i marts – en nedgang fra sidste år på 16 procent, hvilket kan adresseres til SAS’ retræte fra indenrigsmarkedet i Finland. Det samlede antal rejsende i Helsinki-lufthavnen lander for marts på 1.282.305.

Med København tilbage på en nordisk passager-førsteplads bliver det interessant at se, om Oslo igen vil lykkedes med at overhale med flere rejsende. Noget kunne tyde på, at det kan ske, idet lufthavnen både i 2011 og 2012 oplevede en større vækst end Københavns lufthavn. Der var dog fortsat 1,3 mio. rejsende i difference i 2012 mod 1,6 mio. i 2011. Indtil nu har København i år haft 5,07 mio. rejsende mod Oslos 4,9 mio. rejsende.