- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Czech Airlines søger om rekonstruktion

Den tjekkiske regering nægter at hjælpe Czech Airlines med statsstøtte, og selskabet har ikke kunnet finde andre finansieringsmuligheder. Derfor søger man nu om rekonstruktion.

Moderselskabet for det tjekkiske flyselselskab CSA Czech Airlines, søgte i august sidste år om kreditorbeskyttelse i form af et såkaldt moratorium. Selskabet var økonomisk hårdt presset af coronakrisen og ville forsøge at forhandle en langsigtet finansieringsløsning på plads til gavn for kreditorer, ansatte og passagerer.

Trods flere måneders forhandlinger er det imidlertid ikke lykkedes at nå frem til en løsning, og da moratoriet med den midlertidige kreditorbeskyttelse nu er udløbet, har Czech Airlines valgt at søge om rekonstruktion i henhold til den tjekkiske insolvenslov.

”Formålet med rekonstruktionsprocessen er at redde virksomheden og finde den bedst mulige løsning for kreditorerne,” hedder det i en pressemeddelelse fra Czech Airlines.

Ingen hjælp fra regeringen
Czech Airlines har forsøgt at få den tjekkiske regering til at hjælpe selskabet med økonomisk støtte på samme måde, som det har været tilfældet i mange andre europæiske lande. Det har regeringen imidlertid nægtet på trods af, at EU-Kommissionen har anbefalet denne løsningsmodel, ligesom selskabets aktionærer også har erklæret sig villige til at bidrage økonomisk til en redning.

Czech Airlines og moderselskabet Smartwings har anmodet den tjekkiske regering om både at gennemføre et kompensationsprogram samt yde økonomisk støtte til dækning af de 7.198 flyvninger, som selskabet var nødsaget til at aflyse sidste forår som følge af nedlukningen i Tjekkiet under den første COVID-19-bølge.

Den tjekkiske regering mener imidlertid ikke, at det er muligt at yde statsstøtte til enkelte selskaber – en holdning, som ifølge Czech Airlines mangler logik og står i direkte modsætning til holdningen hos regeringer i andre EU-lande.

Den foreslåede rekonstruktion er ifølge Czech Airlines den sidste mulighed for at redde virksomheden, medmindre den tjekkiske regering genovervejer muligheden for en statslig hjælpepakke.

Fortsætter driften
Czech Airlines vil på trods af rekonstruktionsprocessen fortsætte driften, og vil den kommende tid genoptage en række ruter i det omfang, som udviklingen i pandemien og rejserestriktioner tillader det, oplyser selskabet.

Czech Airlines driver blandt andet en rute fra Prag til Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Tjekkiske flyselskaber søger kreditorbeskyttelse

SkyTeam-selskab fra København til Reykjavik

Czech Airlines indsætter 214-sæders fly til CPH