En af Skandinaviens mest erfarne og respekterede rejsechefer, Dag Tveterås, forlader stillingen som koncernchef for Ticket Travel Group.
Ticket Travel Group, der er Sveriges største fritids- og forretningsrejsebureau er på vej til at få nye ejere. Det norske investeringsselskab Braganza, der ejer 30,8 % af aktiekaptialen har givet et indløsningstilbud til de øvrige aktionærer. Braganza vil betale 7 svenske kroner pr. aktie. Indløsningstilbudet løber frem til uge 10.
Hvorvidt det er dette indløsningstilbud, der har fået Dag Tveterås til at forlade sin post, må stå hen i det uvisse. Dag overtog den 12. maj sidste år posten som koncernchef i Ticket Travel Group efter Lennart Käll, der ønskede at forlade rejsekoncernen. Dag har været ansat i Ticket siden 2007 – først som administrerende direktør for Ticket Affärsresor ogsenest som koncernchef.
“Efter to hårde år for rejsebranchen og Ticket har vi nu fået styr på omkostningerne. Det giver en solid platform for vækst og lønsomhed. På den baggrund vil det være rigtigt, at lade nye kræfter komme til,“ udtaler Dag Tveterås i en pressemeddelelse.
Udnævnelsentil koncernchef sidste år kom samtidig med, at den hidtidige storaktionær Fons HF (ejet af den tidligere Sterling-bagmand Palmi Haraldsson) solgte sine 5,1 millioner aktier svarende til 29,3 % af aktiekapitalen til norske Braganza AS. Ejeren bag Braganza AS er Per G. Braathen, og selskabet har bl.a. Malmö Aviation og Braathens Aviation i porteføljen. Herudover er Vagn Sørensen – der også er bestyrelsesmedlem hos Cimber Sterling – medlem af bestyrelsen hos Braganza.
Ny koncernchef i Ticket pr. 1. februar er Göran Grell, der hidtil har været bestyrelsesformand i koncernselskabet. Denne post overtages i stedet af Per G. Braathen. Som ny konstitueret direktørfor Ticket Affärsresor indtræder Thomas Ådén, der idag er CFO i Ticket.
I Sverige er Ticket Travel Group det største fritids- og forretningsrejsebureau og samtidig det næststørste fritidsrejsebureau i Norge. I Danmark er koncernen repræsenteret gennem online rejsebureauet ticket.dk samt FCm Travel Solutions i Brøndby.