Danmarks eneste indenrigsrute med vækst

Danmarks mindste indenrigsrute er også den eneste, der har oplevet vækst i sommerperioden.

Det svingende danske sommervejr har tilsyneladende ikke afholdt danskerne fra at holde ferie på Anholt og Læsø. Eller også har flere københavnere bare valgt at lade bilen stå og tage flyveren til sommerhusene på de to Kattegat-øer.

I hvert fald kan Danmarks mindste indenrigsrute fra Roskilde Lufthavn til flyvepladserne på Anholt og Læsø notere sig en passagerfremgang på 15 procent i 2012-sæsonen sammenlignet med sidste år. Dermed kan ruten bryste sig af at være den eneste indenrigsrute med passagervækst.

”Med det samme antal afgange per uge, har der således været en øget belægningsprocent, så det er meget positivt, selv om der stadig er et stykke vej til vi er tilbage til de passagertal der var for år tilbage,” forklarer direktør for Copenhagen Air Taxi, Kenneth Arly Larsen.

Bedre overblik
Copenhagen Air Taxi beflyver ruten med en 10-personers Britten-Norman Islander med to propelmotorer. Det gør selskabet fra påske til den sidste weekend i skolernes efterårsferie i oktober.

Kenneth Arly Larsen peger på rutens nye hjemmeside som en del af forklaringen på fremgangen.

”Vi har fået udviklet en ny og mere brugervenlig hjemmeside til at købe billetter til og fra Anholt og Læsø, for at gøre det til en let oplevelse for den enkelte kunde at booke sin billet. Den nye side giver et bedre overblik over de mulige afgange, ligesom det nu er muligt at se priserne på de forskellige dage,” fortæller Kenneth Arly Larsen.

Copenhagen Air Taxi er i besiddelse af 17 fly til skoleflyvning, taxaflyvning og rutetaxaflyvning – som selskabet betegner sin indenrigsrute.