- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dansk Cathay-pilot skrev historie i Grønland

Cathay Pacific-piloten Katrine Friis Olsen har som den første danske kvinde gennemført Arctic Circle Trail om vinteren. Formålet var at sætte fokus på udsatte kvinder, som er berørt af klimaforandringer.

200 kilometer på cykel hen over sne og is, mens vinteren raser med tocifrede minusgrader.

En sådan oplevelse appellerer vel mest til den gruppe af eventyrere, der ønsker mere spænding end den gennemsnitlige person. Og en af de eventyrere, som netop har været gennem disse strabadser, er Katrine Friis Olsen.

Den danske eventyrer sidder normalt varmt og trygt i et cockpit som styrmand på en Boeing 777-300 hos det Hong Kong-baserede flyselskab Cathay Pacific. Men tidligere på året drog hun ud på et tohjulet eventyr og skrev historie på den anden side af jordkloden.

I begyndelsen af 2020 kunne Katrine Friis Olsen, der stammer fra Randers, som den første danske kvinde nogensinde gennemføre Arctic Circle Trail i den arktiske vinter. Ruten ligger i det vestlige Grønland, og hun cyklede den lange strækning på seks dage sammen med en række andre kvinder. Endestationen var Sisimiut ud til havet.

Ned til 40 graders frost
Katrine Friis Olsen var af sted med en gruppe af kvinder for at skaffe penge til – og skabe opmærksomhed omkring – udsatte kvinder, der er berørt af klimaforandringer i Asien. En tur, der var yderst krævende, men som blev et minde for livet.

”Som beskæftiget i luftfartsbranchen har jeg bestemt haft muligheder for at rejse solo i mange år til udkanten af ​​civilisationen. Spændingen var lidt forsvundet, og jeg havde mistet noget af lysten til at udforske. Jeg manglede et formål. Og så blev de voksende miljømæssige og sociologiske problemer i verden, som jeg altid har været opmærksom på og interesseret i, min frelser,” siger den danske pilot i et interview med South China Morning Post.

Smuk udsigt undervejs på Arctic Circle Trail. Foto: Katrine Friis Olsen/Facebook

Den arktiske mission var arrangeret af organisationen HER Planet Earth, og Katrine Friis Olsen rejse sammen med ni andre kvinder. Sammen skulle de dagligt cykle otte-ti timer, mens frosten rasede med mellem 20 og 40 minusgrader. Alt dette i partnerskab med UN Women UK og for at sætte fokus på klimaet og stigende havniveauer.

Med på kvindeekspeditionen var en tidligere britisk soldat og to lokale guider. Katrine Friis Olsen fortæller, at udmattelsen satte ind efter nogle dage, og at blå mærker og følelsesløshed i nogle tæer også blev konsekvensen af rejsen.

Kunne trække på pilot-erfaring
Oplevelsen i Grønland krævede visse elementer fra den hverdag, som Katrine Friis Olsen normalt har som pilot. Det at kunne abstrahere fra at skulle tage en pause på den grønlandske is hænger sammen med det fokus, der skal til under start og landing med store passagerfly.

”Piloter får ofte opmærksomhed for at ‘redde situationen’, men mindre synlig er ofte den bevidste beslutningsproces, der kommer fra erfaring, gode kommunikationsevner, teamwork og at kende vores egne begrænsninger. Efter min mening er dette vigtigt for at gennemføre en flyvning – eller en ekspedition – på sikker og vellykket vis,” forklarer den danske eventyrer.

Ekspeditionen fandt sted i den indledende fase af coronapandemien, og deltagerne var derfor ikke vidende om den tiltagende, kritiske smittesituation. Tiden efter ekspeditionen var for Katrine Friis Olsen sværere end selve turen på grund af den store uvished.

Turen på Arctic Circle Trail varede seks dage. Foto: Katrine Friis Olsen/Facebook

Groundet som følge af coronakrisen
Katrine Friis Olsen gik på den australske flyveskole Flight Training Adelaide i 2012, inden hun i april året efter fik job hos Cathay Pacific. Her har hun været lige siden og bor i Hong Kong med sin mand.

På grund af coronakrisen har Katrine Friis Olsen været groundet de sidste par måneder, men vinterens tur til Grønland gav hende et nyt syn på tilværelsen.

”Som de fleste piloter er jeg ikke god til at være groundet længe, men jeg indså, at jeg måtte give slip på at ville kontrollere situationen – og i stedet se efter glæden og tilfredsheden ved at være hjemme,” siger Katrine Friis Olsen til det Hong Kong-baserede medie.

”Jeg begynder at forstå, at et meningsfyldt liv ikke nødvendigvis skal leves i overhalingsbanen. Store oplevelser kan lige så vel findes i vores baghave eller køkken.”

Den danske pilot blev ikke bare den første danske kvinde, der gennemførte Arctic Circle Trail om vinteren. Kvindeekspeditionen var desuden den første af sin slags til at gennemføre turen i det vestlige Grønland.

Herunder en YouTube-video fra HER Planet Earth-ekspeditionen i begyndelsen af 2020:

Relaterede artikler:

Cathay har tabt 45 millioner kroner om dagen

Cathay lukker midlertidigt seks internationale ruter

SAS: Cathay Pacific vigtig partner i Hong Kong