Boeing 737 MAX-fly fra Ryanair og datterselskaberne Malta Air og Buzz. (Foto: Ryanair | PR)

Dansk Metal tegner overenskomst med Ryanair

For første gang nogensinde er der indgået danske overenskomster med Ryanairs ansatte i Danmark. Dansk Metal har sikret en aftale frem til 1. april 2026 for piloterne og en lidt kortere for de kabineansatte.

Ryanair har siden efteråret 2021 haft to basefly fra datterselskabet Malta Air placeret i Billund, hvor der flyves på op imod 30 ruter fra den internationale vestdanske lufthavn.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) har gennem tiden haft svære og lange forhandlinger med Ryanair om indgåelse af en overenskomst for piloter og kabineansatte ved basen, men for et år siden brød forhandlingerne sammen.

Sidenhen har Dansk Metal overtaget forhandlingerne, og nu er det officielt, at der er landet en overenskomst med Malta Air, hvor de ansatte, ifølge Dansk Metal, kan se frem til “markante lønstigninger”.

”Det er en stor sejr for fagbevægelsen i Danmark, at det er lykkedes at lave en overenskomst med Ryanairs datterselskab. De har hidtil fløjet uden overenskomst. Nu får de ansatte ordnede forhold, og vi løfter deres lønninger markant,” siger Keld Bækkelund Hansen, der er forhandlingschef i Dansk Metal.

Mangler detaljer i kabineaftalen
Ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Metal er der lavet aftaler for både piloter og kabinepersonale, men der er dog en lille forskel på, hvor langt fremme man er med de to personalegrupper.

Pilotoverenskomsten er helt på plads, mens der er underskrevet en overordnet aftale for kabinepersonalet, hvor der mangler at blive finpudset nogle detaljer.

“Vores opgave som fagforening er at sikre alle vores medlemmer gode løn- og arbejdsvilkår. Det gør vi nu i Ryanair. Det er klassisk fagforeningsarbejde, der har gjort det muligt at indgå en overenskomst. Det er den danske model, når den er bedst,” lyder det fra Keld Bækkelund Hansen.

Vi glæder os over disse overenskomster med Dansk Metal, som vil give betydelige lønstigninger og andre forbedringer for vores Billund-baserede piloter og kabinepersonale. Disse historiske aftaler følger mange måneders intensive forhandlinger og vil støtte Ryanairs investering på 200 millioner dollars i to baserede fly i Billund,” siger Darrell Hughes, der er HR-direktør hos Ryanair.

Dansk Metal oplyser, at overenskomsten løber frem til den 1. april 2026 for piloterne og den 1. april 2025 for kabinepersonalet.

 

Relaterede artikler:

FPU: Tillykke til Ryanair og Dansk Metal

Ryanair: Forventer at lande aftale med Dansk Metal

Ryanair-boss: Vi lander en aftale med FPU