Danskere er storforbrugere af rejser

En ny undersøgelse offentliggjort af søgemaskine- og shoppingtjenesten Kelkoo viser, at hver dansker årligt bruger over 10.000 kroner på feriebudgettet. Det er ca. 90 % højere end det europæiske gennemsnitsforbrug, vurderer Kelkoo.

En ny undersøgelse iværksat af Kelkoo og udarbejdet af den britiske konsulentvirksomhed“Centre for Economics and Business Research“ viser, at danskerne er storforbrugere af ferierejser.

Undersøgelsen, der er gennemført i 12 europæiske lande, viser at, danskernes feriebudget (inklusive omkostninger på destinationen) udgør mere end 10.000 kr. årligt pr. indbygger.

Gennem de seneste 5 år er danskernes rejseforbrug samtidig vokset med 63 % fra 33 mia. kroner i 2005 til til 53,5 mia. kroner i 2009. Denne vækst ventes at fortsætte i 2010 med en stigning på yderligere 3,5 %. I resten af de 11 europæiske lande i undersøgelsen forventes en negativ vækst på 0,4 %.

Det er dog ikke kun de danske rejsearrangører, der nyder godt af de rejselystne danskeres pengepung, da danskernes daglige forbrug under varmere himmelstrøg til overnatning, mad og seværdigheder også ligger langt over middel. Gennemsnitligt bruger en dansk turist 850 kr om dagen, hvilket placerer Danmark øverst på den europæiske forbrugsskammel. Til sammenligning bruger en norsk turist 730 kr, en engelsk turist 410 kr og en spansk turist 260 kr. Nederst ligger de polske turister med et dagligt forbrug på 156 kr.

Ifølge Danmarks Statistik foretog danskerne i 2008 i alt 6,1 mio. lange ferierejser (4 overnatninger og derover) samt 10,5 mio. korte rejser (1 – 3 overnatninger). Tallene inkluderer besøg hos venner og familie samt ophold i eget sommerhus med mindst en overnatning, og gælder for danskere over 14 år. Ud over ferierejserne rejste danskere på 1,8 mio. forretningsrejser.

Kelkoo vurderer afsluttende, at online salg af rejser stadig er den største kilde til vækst i rejsebranchen. Mere end halvdelen af alle europæiske internet-brugere i undersøgelsen, har taget nettet i anvendelse til research og bestiling af rejser og rejserelaterede ydelser. Overordnet set forventes online-medier at varetage 20 % af salget på det samlede europæiske rejsemarked ved udgangen af 2010.