Danskerne ikke skræmt af hajangreb

De danske charterturister lader sig tilsyneladende ikke skræmme af de seneste dages hajangreb i Sharm El Sheik. Flere rejsebureauer fortæller til CHECK-IN.dk, at danskernes rejseaktivitet til Sharm El Sheik er uændret.

I disse tage har den egyptiske rejseperle Sharm El Sheik fået navnet ”Sharm El Shark” i forlængelse af den seneste uges hajangreb, der bl.ahar kostet en tysk kvinde livet. Men på trods af indtil videre tre angreb fra hajer og en omkommet turist, fortsætter de danske charterturister med at bestille rejser til Sharm El Sheik. Flere rejsebureauer fortæller til CHECK-IN.dk, at salget af rejser til Sharm El Sheik er upåvirket af hajangrebene, og at danskerne fortsætter med at booke rejser dertil.

”Det er ret imponerende, at vi i disse dage har et positivt salg til Sharm El Sheik. Faktisk er disse dages salg på niveau med samme periode sidste år, og vi tror, at det hænger sammen med, at danskerne er vant til at rejse og lader sig ikke afskrække af det, vi p.t. ser i Sharm El Sheik. Men selvfølgelig har vores gæster fokus på situationen dernede, og derfor opprioriteres hoteller med store pool-områder frem for lækre strandområder,” siger PR-Manager for Apollo Rejser, Rikke Koks Andreassen, der samtidig tilføjer, at danskerne også booker mange rejser til Hurghada i Egypten.

Det samme billede oplever man hos Bravo Tours, hvis salg af rejser til Sharm El Sheik ligeledes er uændret trods de seneste dages hajangreb.

”Vi mærker ikke noget som helst. Dem, der har bestilt, tager af sted, og meldingerne fra vores gæster er positive. Selvfølgelig er det uheldigt for de gæster, der skal ned at dykke, eftersom der p.t. er et badeforbud, men når man er på safari kan der også komme en løve forbi,” siger Bravo Tours informationschef, Bent Bernardi Sørensen.

Og hos DRF, Danmarks Rejsebureau Forening, fortæller adm. direktør Lars Thykier, at salget i branchen stort set er upåvirket, men at billedet kan ændre sig, hvis det ikke lykkes at fange hajen inden for en uge.

Hos en af Danmarks største rejsearrangører Star Tour oplever man også, at der stadig er gang i salget af rejser til Sharm El Sheik, men i modsætning til Apollo Rejser og Bravo Tours har Star Tour oplevet et mindre fald de seneste dage på omkring 30 procent under normalen. Star Tour´s salgsdirektør Stig Elling siger til CHECK-IN.dk, atman tager situationen med ro og afventer de egyptiske myndigheders informationer om regler for badning.

De egyptiske myndigheder har udstedt et badeforbud i bestemte områder i Det Røde Hav ved Sharm El Sheik, der betyder, at gæster, som har bestilt en dykkerrejse, får refunderet rejsen af det aktuelle rejsebureau.

Foto: Trods den seneste uges haj-angreb er der stadig gang i salget af rejser til Sharm El Sheik.