Delta indfører Economy Comfort interkontinentalt

Fra sommeren 2011 bliver det muligt at flyve på ‘premium economy’ med Delta Air Lines til og fra København. Selskabet vil med introduktionen af Economy Comfort på de interkontinentale ruter forøge benpladsen med op til 10 centimeter.

Det amerikanske SkyTeam-selskab Delta Air Lines har tydeligvis ladet sig inspirere af partnerskabet med Air France KLM i beslutningen om at introducere en ny ‘premium economy’ klasse.

Navnet på den nye serviceklasse bliver, ligesom hos KLM,Economy Comfort. De særlige Economy Comfort-sæder installeres i den forreste del af Economy-kabinen på samlet mere end 160 fly af typen Boeing 747, 757, 767, 777 og Airbus A330 inden sommeren 2011.

De nye sæder vil betyde en forøget benplads på op til 4 tommer (ca. 10 centimeter) samt en forøgelse af sædets hældning på omkring 50 procent i forhold til de nuværende Economy-sæder.

Reservation af de nye Economy Comfort-sæder vil kunne finde sted fra begyndelsen af maj måned for rejser til den kommende sommer. Det betyder, at alle Economy-passagerer kan få mulighed for at tilkøbe Economy Comfort mod et tillæg på mellem 80 og 160 dollars (440 og 880 kroner)pr. strækning. Booking skal i første omgang ske gennem selskabets hjemmeside og kan ikke finde stedi rejsebureauernes reservationssystemer.

Kunder i Delta´s loyalitetsprogram vilhave fortrinsret til Economy Comfort-sæderne. Alle SkyMiles Diamond og Platinum Medallions-medlemmer vil få adgang til den nye serviceklasse uden betaling af tillæg. Det samme vil være gældende for passagerer, der rejser på full fare Economy-billetter. Rejsende med Gold og Silver Medallions vil få henholdsvis 50 og 25 procent rabat på Economy Comfort sædegebyret.

Delta Air Lines flyver dagligt mellem København og New York-JFK med fly af typen Boeing 757-200. I højsæsonen opereres også dagligtmellem København og Atlanta med en Boeing 767.

Foto: Delta Air Lines vil installere Economy Comfort-sæder på alle selskabets interkontinentale fly inden sommeren 2011.