(Foto: Morten Lund Madsen)

Den billige og den hurtige vej frem

Mulighederne er mange, når rejsen går fra København til den jyske del af provinsen eller retur. Få et overblik over de forskellige rejseformer, og vælg mellem den billige eller den hurtige rejseform.

En rejse fra Aalborg til København er for mange synonym med cirka 45 minutters flyrejse ombord hos enten Norwegian eller SAS. De to selskaber kæmper en hård kamp om de rejsende med billige billetter og mange afgange. Det giver fleksibilitet til de rejsende og penge sparet, når billetpriserne starter fra henholdsvis 349 og 499 kroner.

De billige flybilletter har været med til at gøre flyet til et attraktivt transportmiddel blandt de mere prisfølsomme fritidsrejsende. Men ønsker man at gøre rejsen endnu billigere, er der ind til flere muligheder at vælge imellem, hvis man er klar på at ofre ekstra tid.

Med lyntoget kan man komme fra Aalborg til København på 4 timer og 19 minutter. Tiden giver plads for både arbejde og afslapning, og modsat flyet gør toget stop ved en række stationer under vejs, hvilket kan gøre toget til en mere komfortabel løsning, hvis ikke rejsemålet er nær lufthavnen. Derudover kræver toget ikke, at den rejsende møder op 30 minutter før afgang for at nå sikkerhedskontrol og boarding.

Lavprisbusser
I udgangspunktet er toget dog ikke nogen stor besparelse prismæssigt i forhold til flyet på en rejse fra Aalborg til København. Prisen starter ved 461 kroner inklusiv en pladsbillet. Er man hurtigt ude, er det dog muligt at skaffe sig en af de stærkt rabatterede Orangebilletter, hvor prisen starter ved 149 kroner. Disse billetter binder sig modsat de traditionelle togbilletter til en bestemt afgang.

De billigste alternativer finder man hos busselskaberne. Allerede i 1983 lancerede Abildskou Linje 888, der kører fra Valby via Sjællands Odde til midt- og nordjyske byer med Thisted, Fjerritslev og Aalborg som endestationer. Billetter kan her købes for mellem 250 og 360 kroner. Til gengæld er rejsetiden 5 timer og 15 minutter – syv gange så lang tid som med fly.

Sidste år dukkede der en ny aktør op i busbanen, nemlig lavprisbusselskabet Rødbillet.dk, der i første omgang har fokuseret på at forbinde Midt- og Sønderjylland med København. Siden har Rødbillet udviklet rutenettet og i sidste uge gik selskabet i direkte konkurrence med Linje 888, da ruten via Sjællands Odde til Aalborg blev åbnet. Prisen på en tur fra København til Aalborg ligger på 275 kroner for en enkeltbillet.

To afgange i timen
I et forsøg på at gøre busrejsen mere attraktiv, har begge busselskaber forsøgt at søde rejsen med trådløst internet ombord i busserne. Rødbillet.dk slår sig endvidere op på gratis kaffe og gratis film. Dette kan være givet godt ud, da busserne modsat både tog og fly er eksponeret for trafikpropper på motorvejene.

Rejsen med bus er dog ikke alene betinget af, at den rejsende har meget tid, man skal også være meget fleksibel, da de to busselskaber kun har henholdsvis to og en daglig afgang i hver retning mellem København og Aalborg.

Til sammenligning har DSB to afgange i timen fra klokken seks om morgenen til klokken otte om aftenen. SAS og Norwegian til sammen 15 daglige afgange mellem København og Aalborg.

Sidst, men ikke mindst, er der naturligvis også bilen. Det er det mest fleksible alternativ, men også den dyreste løsning – vel at mærke hvis man rejser alene. Derudover giver denne ikke samme mulighed for at slappe af eller arbejde under vejs.