Domstol: Ryanair-slag efter norske regler

En norsk domstol har afgjort, at en principiel sag mellem Ryanair og en italiensk stewardesse skal afgøres ud fra norsk lovgivning. Ryanair mente ellers, at sagen burde vurderes ud fra irsk lov.

Ryanair har tabt et vigtigt delslag i den langvarige strid mellem det irske lavprisselskab og den italienske stewardesse Alessandra Cocca, der for år tilbage arbejdede for Ryanair gennem bemandingsfirmaet Crewlink.

En norsk ret har således afgjort, at en sag mellem Ryanair og Cocca skal behandles med udgangspunkt i norsk lovgivning.

Striden mellem Ryanair og Alessandra Cocca har stået på i flere år. Ryanair har altid hævdet, at ansættelsesforholdet var omfattet af irsk lovgivning, og at det er de irske domstole, der har besluttende myndighed i alle spørgsmål vedrørende aftalens håndhævelse og opsigelse.

Men sådan så Borgarting Lagmannsrett ikke på tingene. Her gav man de norske fagforeninger LO og Parat ret i, at striden bør afgøres ud fra norsk lovgivning. Cocca arbejdede nemlig ud fra Ryanairs base i den norske Oslo Rygge-lufthavn.

Ifølge Borgarting Lagmannsret er det vigtigt at sikre, at arbejdstageren nyder visse beskyttelsende hensyn til lovgivningen i det land, hvor han eller hun udfører sin økonomiske og samfundsmæssige funktion.

”Det er et fundamentalt vigtigt spørgsmål, som præciserer, at luftfartsselskaberne ikke alene kan shoppe rundt efter de lande, hvor arbejdsmarkedslovene er svagest,” siger førstesekretær Peggy Hessen Følsvik fra norsk LO.

Efter kun tre måneders ansættelse blev Alessandra Cocca fyret i januar 2013. Kort tid efter tog hun hævn ved at stævne selskabet for uberettiget fyring og brud på arbejdsmiljøloven. Hun har desuden offentliggjort detaljer fra sin ansættelse. Sagen har vakt stor opsigt i Norge, hvor fagforeningen Parat har beskyldt Ryanair for at hyre medarbejdere på slavelignende vilkår.