Rejsearrangøren Airnavia kalder sig et lavprisflyselskab uden at være det. Det er direkte vildledende, mener Danmarks Rejsebureau Forening.
De europæiske forbrugere har en særlig beskyttelse, når der købes flyrejser. Den særlige EU261/2004 forordning skal nemlig sikre, at det er muligt at blive kompenseret ved aflysninger, forsinkelser og boarding-afvisninger.
Det kræver dog, at man handler med et flyselskab for at reglerne kan være gældende. De danske forbrugere, der køber rejser hos såkaldte virtuelle flyselskaber nyder ikke den samme beskyttelse.
Det har 1.200 rejsende måttet sande, der alle havde købt billet hos Airnavia til London, der på deres hjemmeside skriver, at det er et lavprisflyselskab med base i Aalborg Lufthavn. Men Airnavia har ingen fly og har til huse i en kontorbygning i Tilst uden for Aarhus, hvor moderselskabet SunCharter også hører hjemme.
Airnavia havde indgået en kontrakt med Danish Air Transport, der fra maj måned skulle flyve fire gange ugentligt med 165-sæders MD83-fly.
Billetterne blev oprindeligt sat til salg fra 49 kroner per enkeltrejse, og der var indtil i sidste uge solgt 1.200 billetter, hvilket ikke var tilstrækkeligt til, at Airnavia turde fortsætte salget og hænge på flykontrakten. Derfor besluttede man at aflyse flyvningerne og betale pengene tilbage tl forbrugerne.
Omgår EU-regler
Den løsning er man stærkt utilfreds med hos Danmarks Rejsebureau Forening.
“Airnavias produkt og markedsføring er skruet sammen på en måde, så forbrugeren får det indtryk, at Airnavia er et flyselskab, men sådan forholder det sig ikke. Airnavia omgår på denne måde lidt for let de særlige EU-regler, der gælder for flyselskaber, og taberen bliver i stor udstrækning forbrugeren,” siger Lars Thykier, der er direktør for Danmarks Rejsebureau Forening.
Han kalder det direkte vildledende, når Airnavia oplyser, at man er et flyselskab. Konstruktionen med virtuelle flyselskaber er tidligere blevet brugt af blandt andet det nu krakkede Iceland Express samt dansk-grønlandske Greenland Express.
Danske rejsebureauer har i aftalerne med kunderne et særligt agentforbehold, hvori det forklares, at man optræder på vegne af et flyselskab. Når Airnavia kalder sig et flyselskab tror forbrugerne fejlagtigt, at de uden omkostninger kan blive ombooket til en anden flyafgang i tilfælde af aflysninger. Men det er ikke tilfældet.
Derfor kan en refunderet flybillet til en værdi af 49 kroner ikke dække omkostningen til køb af en ny billet med et andet selskab. Heruodver kan kunderne hænge på ikke-refunderbare udgifter til hotelovernatninger, billeje og i tilfældet med London-flyrejserne billetter til fodboldkampe eller muscials.
DRF: Gå til Forbrugerklagenævnet
Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer derfor forbrugerne til at anmode Airnavia om ombooking og at bringe sagen videre til Forbrugerklagenævnet, hvis rejseselskabet nægter.
Hos Airnavia afviser selskabets direktør, at man omgår reglerne.
“Vi overholder lovgivningen på området. Vi gør tydeligt opmærksom på, at Airnavia ikke selv udfører selve flyvningerne, men at de opereres af enten DAT eller SAS. Vi tager forbehold hele vejen igennem om, at vi ikke selv står for transporten. Vi skjuler således intet,” siger administrerende direktør Mathias Madsen fra Airnavia til Finans.dk.